UNDERHOLDNING & RYGTER: Man tror det er løgn – Ekstra Bladet

Så gik det galt igen.

Eurovision Song Contest blev afviklet i Torino, og også i år føltes det som en usmagelig popbuffet i en turistfælde, der ikke vil lukke en ud.

I et mere end fire timer langt show blev der serveret dinglende røvballer, gule fjeldaber og rappende lampeskærme, så man troede, det var løgn.

Men det var det ikke.

Det gakkede ukrainske bidrag fra Kalush Orchestra vandt på folkets sympatistemmer, men de var nu ikke hverken værre eller bedre end konkurrenterne. Hvilket vil sige, at de var ganske frygtelige.

Sendt fra himlen
Portugals skønne Maro kom som sendt fra himlen med sensuelle ’Saudade, saudade’.

Sangerinden var et sjældent naturligt indslag i et kunstigt freakshow, hvor aftenens resterende 24 sange fik en til at spekulere på, om de var de eneste, der havde tilmeldt sig i de pågældende lande.

Storbritannien lå længe til sejren med Sam Ryder, som lignede en viking, der var blevet forladt på et togt, og da man ikke troede, det kunne blive mere latterligt, gik Serbien helt over gevind med kinky Konstraktas og hendes rengøringsvanvid.

Nogle vil måske kalde optrinnet originalt. Andre vil måske mene, at der er en grund til, at det ikke er lavet før.

Estland sendte en cowboy ved navn Stefan, og Spanien var ved at stjæle showet, fordi Chanel havde glemt bukserne til sit tyrefægterkostume. Hun gav udtrykket røvballemusik ny betydning.

Som en tommelfingerregel kan man sige, at jo mindre tøj deltagerne har på, jo værre er musikken, og til sidst sad man og håbede på en i kedeldragt.

Vedkommende dukkede aldrig op. Det var ligesom Danmark, der røg ud i semifinalen med et halvsvensk kvindeband, som vi allerede har glemt.

Danmark tabte stort. Men musikken blev atter den største taber.

Bedst: Portugal.

Værst: Resten.