Flere børn kommer til at vokse op i institution. Det er konsekvensen af venstrefløjens beslutning om tvungen fordeling af barsel.

Mange familier har af økonomiske grunde svært ved at indrette familielivet, så manden tager den øremærkede barsel, der for fire måneder siden blev vedtaget i folketinget på baggrund af nye EU-regler.

Konsekvensen bliver altså, at flere børn bliver sendt tidligere i institution end før. At venstreorienterede partier som eksempelvis SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet & Radikale, der hævder at gå op i familiers liv og tryghed, deltager i et så aktivt angreb på familiernes autonomi og frihed er intet mindre end sørgeligt.

Derfor vil flere børn nu blive ammet i kortere tid & komme tidligere i dagsinstitution, selvom danske børn allerede har europarekord i at starte tidligt og være længst tid i daginstitution.

I en tid, hvor vi taler så enormt meget om børn og unges trivsel og velvære, er det absurd, at vi ikke koncentrerer os noget mere om vigtigheden af en tryg og kærlig barndom med nærhed og tilstedeværelse.

Venstrefløjen er mere optaget af at opnå deres ideologiske mål om, at mænd og kvinder skal være ens, end de er interesserede i en god og frihedsorienteret familiepolitik.
Barsel er til for børns skyld. Ikke for at Pia Olsen Dyhr og Sofie Carsten Nielsen kan opnå et utopisk og totalitært mål om opløsningen af mænd og kvinders forskelligheder og individuelle valg.

Lad familierne vælge selv.