Klumme: Det var forår og Danmark frit

NYHEDER: Klumme: Det var forår og Danmark frit

Danske Nyheder 👉 https://hastosee.com/
Telegram 👉 https://t.me/danske_nyheder_channel

Jeg tror ikke, at de generationer, der ikke oplevede majdagene i 1945, helt kan forstå, hvad det var, der skete. Følelsen af frihed og det at indånde forårsluft uden tyske soldater i gaderne. Følelsen af ikke at være underlagt censur og at varer ikke længere skulle rationeres.

På den ene side havde Tyskland kapituleret betingelsesløst efter 6 års krig mod de allierede. På den anden side havde Danmark ført en samarbejdspolitik, som på mange måder var forbundet med gråzoner, hvor man med rette kunne stille spørgsmål ved, om vi ikke var semi-allierede med Tyskland?

Russerne besatte Bornholm frem til 1946 både for at have en fremskudt position geografisk, men også fordi russerne ikke respekterede Danmark som en allieret nation.

Vi var simpelthen for fedtet ind i den tyske krigsførelse i alt fra landbrugsvarer, uniformssyning, våbenleverancer og politisk indstilling. Først i sommeren 1943, hvor regeringen trådte tilbage efter tyske krav om dødsstraf for sabotage, giver det en vis mening at tale om at kalde os en allieret partner.

De østfront-frivillige med ridderkorsbæreren Søren Kam og hans soldaterkammerater blev ofret under retsopgøret. Og deriblandt også min gode ven, Unterscharführer Jørgen Simonsen.

Kam holdt sig under radaren i det ødelagte Tyskland. Simonsen røg en tur i Horsens Statsfængsel efter en dom på 15 år for krigsdeltagelse og vagtkorps virksomhed. Og det ifølge en lovgivning med tilbagevirkende kraft for aktiviteter, som regering og folketing tidligere havde meddelt tilladelse til.

Forfatteren Erik Haaest og jeg skrev en bog om Hitlers danske yndling, Søren Kam, i 2008. Han genså aldrig sit fædreland igen Ritterkreuzträgeren.

Min anden gode ven, den tidligere menig i Fynske Livregiment, Ole Bjørnsen, overlevede både besættelsen og befrielsen og levede blandt veteranerne fra 9. april frem til 2018, hvor han døde i en alder af 99. Vi mødtes hvert år på Odense kaserne til morgenkaffe og efterfølgende til mindehøjtidelighed på kirkegården.

Eller en anden god nulevende ven jeg har, hvis far som Frikorps-officer blev likvideret ved siden af ham med pistolskud i april 1945. Han oplevede befrielsen som en prøvelse og måtte se sig diskrimineret som 2. rangs borger blot fordi hans far og to brødre havde truffet et ideologisk valg. Han var kun 12 år gammel i majdagene i 1945. Men han bar et kainsmærke. Kun i kraft af en stærk personlighed kom han gennem efterkrigstiden.

Eller som sidste eksempler på reelle oplevelser om krigen, min tur til Spandau-fængslet i 1985, hvor Hitlers stedfortræder, Rudolf Hess, sad indespærret, eller de tyske, engelske og amerikanske veteraner, jeg har mødt for 20 og 30 år siden eller længere tilbage. Nu har jeg alene bøger og militaria på hylder og bøjler som kan bringe hukommelsen på gled.

Mindet om alle dem, jeg har mødt, som selv tog aktivt del i krigen, herunder min fars studiekammerat, Hans Larsen, der meldte sig til den engelske hær efter en tid i modstandsbevægelsen, giver en ide om, hvad de nu afdøde har haft af gode og dårlige oplevelser i majdagene i 1945. Da det var forår og Danmark frit.

Når lysene tændes i få, men udvalgte vinduer 4. maj, mindes jeg højtideligheden i 1995 i anledning af 50-årsdagen på Flakhaven. Her var der endnu ørkenrotter fra Montgomerys 8. arme i live og til stede. Det gav en dimension, som jeg slet ikke kan sætte ord på. Gåsehud.

I 1985, 10 år tidligere, ødelagde venstreorienterede ekstremister højtideligheden på Rådhuspladsen i København ved at kaste æg og tomater mod statsminister Schlüter. Det var skammeligt. Jeg var der.

4. maj er ikke længere en mindedag, men mere en historisk dag, i og med det er umuligt for os nulevende at forstå den glæde og for nogens vedkommende den sorg og smerte, der var forbundet med krigens afslutning. Jeg har mødt kz-fanger, der kom hjem som muselmænd. De måtte leve med ptsd og syndromer resten af deres liv. Tilsvarende som de østfrontsoldater jeg har mødt, som havde hang til tørsten for at glemme og dulme.

Og hykleriet over, hvor gode krigsdeltagere vi var, bliver fuldstændigt, når man som statsminister, Anders Fogh Rasmussen, ville til at uddele officielle undskyldninger med tilbagevirkende kraft over for de jøder, der ikke fik opholdstilladelse efter flugt fra Hitler-Tyskland.

Danmark var som altid placeret i en krigszone, som med rette blev kaldt flødeskumsfronten af tyskerne. Ære og blod blev kun givet og ydet af de få. Flertallet gjorde ingenting, og overlod historieskrivningen til de allierede og tyskerne.

Modstandsfolkene var på de afgørende tidspunkter for få til at gøre en forskel og 5. maj kæmperne var der for mange af. Dem der tog en oliekande på hovedet efter Johannes G Sørensen, havde udsendt Frihedsbudskabet fra BBC-studiet i London. Usselt, for de var helt fremme i afstraffelse af unge piger, der havde fundet sig en tysk kæreste på det forkerte tidspunkt.

Danmark og danskerne puttede sig som sædvanlig. Danmark var og er fortsat en brugsforening, hvor ærefuld indsats var og er overladt til de få. Om det var dem, der kæmpede og døde på østfronten, dem der sejlede jøder over Øresund i oktober 1943 eller dem, der blev henrettet i Ryvangen, må den enkelte selv afgøre.

Og om alle ofrene var det hele værd set i lyset af, at vi i stigende grad ikke selv får lov til at bestemme vores lands skæbne, men overlader det til EU og konventioner, det kunne vi med rette spørge aktørerne fra dengang om. Men de er borte, og spørgsmålet er, om vi fortjener at leve i efterdønningerne fra de indsatser, de hver især ydede.





Source link

×
Show
×
Show