Kashmir er logget ind på en særlig frekvens: På samme bølgelængde og klar til de måske sidste seks koncerter nogensinde

NYHEDER: Kashmir er logget ind på en særlig frekvens: På samme bølgelængde og klar til de måske sidste seks koncerter nogensinde

Danske Nyheder 👉 https://hastosee.com/
Telegram 👉 https://t.me/danske_nyheder_channel

Musik: Det føles som at træde ind i et tempel. Sådan har jeg det i hvert fald, da jeg entrerer det dunkle øvelokale i en baggård på Amager, hvor de fire medlemmer i Kashmir i ugevis har forskanset sig mellem Fender- og Vox-forstærkere, Roland-keyboards, Korg-synthesizere, trommesæt og en parade af Fender- og Gibson-guitarer.

Kasper Eistrup, Asger Techau, Mads Tunebjerg og Henrik Lindstrand har netop spist frokost. Stemningen er høj og løssluppen, mens der stemmes guitarer, tændes forstærkere og findes trommestikker.

– Ja, Kashmir er jo et jødisk band, konstaterer Kasper Eistrup tørt, mens han ryster på hovedet, så ledningerne fra hans in ear-system minder om de karakteristiske krøller, ortodokse jøder er kendt for.

De tre andre medlemmer bryder ud i latter.

Joken får Kasper Eistrup til at huske et interview for 20 år siden med en hollandsk journalist.

– Han stillede spørgsmålet: “Hvilket spørgsmål har I aldrig fået?”. Hvortil Mads Tunebjerg iskoldt svarede: “Are you Amish people?”

Igen skyller latteren gennem lokalet.

– Hvordan fanden kan du huske sådan noget, spørger Mads Tunebjerg, mens han får remmen fra sin Fender-bas over skulderen.

Nogle har måske troet, at Kashmir på grund af bandets forholdsvis dystre og melankolske sange er en flot mutte og humorforladte mænd. Intet kunne være mere forkert. Humor er i høj grad limen, der har holdt sammen på bandet.

Mads Tunebjerg på bas og Asger Techau bag trommerne giver sig fuldt ud under finalen på “Miss You – Slight Return”. Foto: Simon Staun

– Det har været kendetegnende for Kashmir, at vi har grinet meget sammen. Heldigvis. For vi har tilbragt mere tid sammen, end vi har brugt sammen med vores forældre, kærester og koner. Fra vi var teenagere og et årti frem så vi vores familie hver anden weekend. Nogle gange kun hver sjette, siger Kasper Eistrup.

Midt i et inferno

Den første sang, bandet kaster sig over efter frokostpausen, er “Melpomene” fra albummet “Zitilites” fra 2003. Henrik Lindstrand slår koncentreret tonen an på klokkespil, mens Asger Techau sørger for en sagte puls på en hihat. Melpomene er muse for tragediedigtning i den græske mytologi. Men der er ingen grund til at bruge tragedie som metafor, da sangen efter tre minutter og 30 sekunder eksploderer omkring mig, som havde nogen trukket splitten i en håndgranat.

Henrik “Henke” Lindstrand er med afstand det bandmedlem i Kashmir, der mestrer flest instrumenter. Han spiller blandt andet klokkespil, keyboard, synthesizer, orgel, klaver og guitar. Foto: Simon Staun

Jeg står på et tykt gulvtæppe med de fire medlemmer i en cirkel omkring mig. Det er på grænsen af det uvirkelige. Kashmir-fans vil kunne sætte sig ind i, hvor intenst og unikt det er at befinde sig midt i infernoet. Midt i musikken. Midt i magien som så mange har sukket efter.

Mine hår på armene rejser sig, mens jeg noterer, at Kasper Eistrup synger forbløffende godt efter otte års pause.

– Nu husker du lige, at sætlisten ikke skal deles, understreger Asger Techau smilende efter sangen.

For tre uger siden var jeg angst, fordi at gå ind i øvelokalet føltes på samme måde som at glo på et blankt lærred. Men angsten er vekslet til nervøsitet. De sorte skyer er byttet ud med en skøn forårssol og enkelte hvide skyer, som blæser væk i løbet af de kommende uger

Kasper Eistrup, forsanger og guitarist i Kashmir

Han har hele sætlisten printet ud på et A4-ark, som er tapet fast på en monitor ved siden af trommesættet. Sætlisten bliver naturligvis ikke delt. Men man skal nok heller ikke være et geni for at regne ud, at Kashmir med de seks koncerter har et ønske om at præsentere sange fra hele karrieren.

En karriere som måske slutter endegyldigt efter koncerterne i Boxen, Royal Arena to dage i træk, Heartland, NorthSide og Tinderbox.

– Der er ikke planlagt flere end de seks, og det kan reelt være de sidste Kashmir-koncerter nogensinde. De er tænkt som en afslutning på et kapitel. Måske endda en afslutning på hele fortællingen, siger Kasper Eistrup.

De sorte skyer er væk

I oktober 2019 mødte jeg Kasper Eistrup og Mads Tunebjerg, hvor de fortalte om genforeningen, som de ikke ville kalde en genforening. Dengang anede ingen, hvordan verden få måneder senere ville ændre sig radikalt.

– I januar 2020 var jeg i Thailand og Vietnam med min familie. Faktisk for at blive tanket op med sol og vitaminer, så jeg var klar til at øve intenst med Kashmir. Jeg var forfærdelig syg, inden vi tog af sted, men kæmpede mig alligevel på flyveren. På det tidspunkt anede jeg ikke, hvad corona var. Men efterfølgende er jeg ret overbevist om, at det var det, jeg var ramt af. Symptomerne stemte i hvert fald, siger Kasper Eistrup.

– I bedste fald er en fernisering dybt nedslående. Værker, man måske har brugt fem måneder på, får 12 sekunders opmærksomhed. En koncert giver mig gåsehud på en helt anden måde, siger Kasper Eistrup. Foto: Simon Staun

Mens man i Danmark stadig grinede lidt over corona og håndsprithysteriet, var situationen i Vietnam anderledes. På hotellerne skulle gæsterne have målt temperatur, og der var indrettet karantænerum.

– Jeg kunne godt mærke, at det måske var lidt mere seriøst end først antaget. Da vi kom til marts og den første nedlukning, begyndte vi for alvor at blive nervøse i bandet med tanke på vores koncerter i slutningen af maj. Vi gik alle og trippede for at komme i øvelokalet, men i løbet af april var skyerne så sorte, at vi var tvunget til at udskyde koncerterne, siger Kasper Eistrup.

Da bandet meldte beslutningen ud, var det både et gigantisk antiklimaks og en stor lettelse. Det var ikke tilfældet i 2021, hvor modløsheden begyndte at indfinde sig.

– Det var som et afbrudt samleje to gange i træk, hvor man er lige ved … at være der … Vi var i forvejen lidt pressede af forventningen om, at vi skulle blive os selv igen. Altså forstået sådan, at vi skulle træde ind i nogle roller, vi havde haft syv år tidligere. Det var komplet surrealistisk, og jeg glædede mig faktisk ikke til den del, siger Kasper Eistrup.

Et intermusikalsk sprog

Da bandmedlemmerne endelig kunne mødes i øvelokalet i marts i år, forsvandt de sidste rester af sorte skyer dog hurtigt.

– Med det samme vi fik hænderne i sangene, tror jeg, vi alle følte den der muscle memory. Altså hvordan kroppen og bevidstheden bagest i hovedet husker, hvordan man spiller en sang, fordi man har gjort det hundred- eller tusindvis af gange. På forhånd havde jeg frygtet, hvordan jeg skulle genlære alle vores melodier og tekster. Men jeg er blevet overrasket over, hvor relativt let det har været, siger Kasper Eistrup.

Han tilføjer, at der har været både gode og dårlige dage i øvelokalet. Heldigvis flest gode som den i dag.

– Vi fandt hinanden overraskende hurtigt. Det skyldes blandt andet, at vi ikke stoppede i 2014 på grund af uvenskab. Vi tog bare en pause, som endte med at blive længere end ventet. Det har betydet, at vores intermusikalske sprog, som eksisterer i pauserne og rummet mellem os fire musikere, er blevet rustent. I gamle dage skulle jeg bare løfte min guitarhals to centimeter, så vidste alle, hvad det betød. I dag er jeg nødt til at sætte ord på, siger Kasper Eistrup og ler.

Han kalder det en særlig frekvens, kun de fire personer i hele verden kunne logge af og på.

– Når man har været logget af så længe, kræver det tid at finde tilbage. Mange af vores sange har også åbne ender, fordi vi godt kan lide idéen om, at man aldrig spiller en sang på samme måde live. Men når man skal øve dem op, kan det også være en udfordring, fordi den naturlige forståelse halter.

Efter tre uger i øvelokalet halter det ikke voldsomt længere. Det altovervejende positive indtryk, jeg får midt i øvelokalet, bakker Kasper Eistrup op.

Mads Tunebjerg, bassist i Kashmir, udsendte solomateriale i 2015 under navnet Ian Castle. Foto: Simon Staun
Kasper Eistrup benytter en værdsat Fender Fernandez Telecaster på mange af sangene. Foto: Simon Staun

– Asger, Mads og Henke spiller alle sindssygt fedt. Det, de kan, kan man ikke gå ud og købe i en butik. Man kan ikke hyre nogen musikere i hele verden, som kan præcis det, de kan. Det er derfor, vi alle er fans af hinanden.

Respektfuldt er et andet ord, han finder frem om samværet anno 2022. Det er især møntet på måden, man taler til hinanden på.

– Når man begynder at blive metaltræt, kommer man nemmere til at tale grimt til hinanden, fordi linen er kortere. I dag fornemmer jeg en helt anden generøsitet, hvor vi konstant smider positive kugler ind i spillet i stedet for negative. Hvis alle giver lidt mere, går ting op i en højere enhed. Det er præcis de samme mekanismer i et forhold. Man skal være åben og lyttende, hvis det skal fungere.

Kashmirs eget sprog

Når man tilbringer så megen tid sammen, udvikler der sig ofte et internt sprog. Vendinger og ord ingen andre aner, hvad betyder. Det gælder også for Kashmir. Det sprog har været i hi siden 2014, men blot et enkelt ord kan være nok til at vække det til live. For eksempel græfen.

– Hvis man er bedrevidende, uden at have noget at have det i, så er man græfen. Det kan være en person, der praler med at have læst Dostojevskij, men kun har læst bagsiden, siger Kasper Eistrup og smager omhyggeligt på ordet.

Mange af ordene opstod, fordi medlemmerne syntes, de manglede i det danske sprog. Blandt andet deres alternative udgaver af gnaven.

– Vi fandt på flere grader af gnaven. Man starter med at være gnolen, som er lettere irritabel. Derefter er man gnalden, hvor man begynder at være temmelig irritabel og så endelig gnaln, hvor man er rigtig godt gal i skralden. Det er Kashmirs humørbarometer, som er udviklet gennem årtier, forklarer Kasper Eistrup.

Som gammel lingvist kunne man få det indtryk, at Kashmir sværmer for ord, der begynder med g. Men det er blot et tilfælde, understreger Kasper Eistrup og finder straks et bevis frem.

Kashmir

Kashmir er et dansk rockband fra København. Bandet blev dannet af Kasper Eistrup, Mads Tunebjerg og Asger Techau på Kastanievej Efterskole på Frederiksberg i 1991.

Bandet er opkaldt efter Led Zeppelins sang af samme navn. I 2001 blev svenskfødte Henrik Lindstrand en del af bandet.

Kashmir har siden debutalbummet Travelogue fra 1994 udgivet i alt syv studiealbummer. Seneste album, “E.A.R.”, udkom i marts 2013.

Efter en koncert i Valbyparken 27. juli 2014 meldte bandet ud, at medlemmerne havde besluttet at holde en pause. Pausen skulle være endt i foråret 2020 med to store arenakoncerter i Boxen og Royal Arena, men blev forlænget to år på grund af corona.

Siden er der blevet tilføjet en ekstra koncert i Royal Arena og festivalkoncerter på Heartland, NorthSide og Tinderbox. Der er stadig få billetter til koncerterne i Boxen og Royal Arena.

Læs mere på www.kashmir.dk

Værm for eksempel. Det er en fyr, som sværmer lidt og er om sig. Men på en gentleman-agtig måde. Hvis man har et godt tag på pigerne og er lidt for frisk, kan man være værm. Asger kunne faktisk godt kaldes værm. Hvis der trådte en kvinde ind i øvelokalet, ville han straks springe op fra trommesættet og byde hende på noget koldt at drikke, siger Kasper Eistrup og griner.

Mere smagfulde musikere

I årene efter Kashmir seneste koncert i 2014 gik der rygter om, at bandmedlemmerne havde solgt deres instrumenter. Det var kun et rygte.

– Jeg har rigtignok solgt en del af mine guitarer. Men jeg havde også samlet omkring 70 på et tidspunkt, så jeg havde ikke plads til flere. Min plan er at fokusere på få af mine yndlingsguitarer til de seks koncerter. Blandt andet min grønne Fender Jazzmaster og min elskede røde Fender Fernandez Telecaster.

Kasper Eistrups guitarspil er interessant at dvæle ved. For han har stort set ikke rørt en elektrisk guitar siden 2014.

– Jeg har spillet akustisk guitar for mine børn, når der skulle synges godnatsange. Men de elektriske guitarer har jeg nærmest ikke rørt i otte år. Derfor var jeg lidt nervøs for, om mine fingre kunne følge med. På en underlig måde føles det faktisk, som om pausen har gjort mig til en bedre guitarist. Bedre men knap så hurtig som i gamle dage, hvor jeg terpede shredding – altså at spille vildt hurtigt og komplekst – i timevis, siger Kasper Eistrup.

Han veksler sit “bedre” til smagfuld. Et superlativ han også benytter om kollegerne.

– Asger, Mads og Henke er alle blevet mere smagfulde musikere. Måske fordi de er sunket mere ned i glæden ved enkelheden. I gamle dage havde vi et behov for at være overalt hele tiden. Sådan er det tydeligvis ikke længere.

Spøgelser i kulissen

Efter at have spillet sig gennem “It’s OK Now” fra “The Good Life” fra 1999 konstaterer Kasper Eistrup, at han alligevel ikke mener, at sangen skal med på sætlisten. Han synes ikke, den fungerer. Men arbejdet med at støve den 23 år gamle sang af er ingenlunde spildt.

Kashmirs sange har ofte lange, snørklede tekster. Derfor har bandet printet alle tekster ud, så Kasper Eistrup har teksterne at læne sig op ad. Foto: Simon Staun
Trommeslager Asger Techau havde som den eneste Kashmirs sætliste for de tre arena-koncerter liggende. Foto: Simon Staun

– Publikum skal kunne mærke, at vi gerne VILLE have spillet det nummer, men bevidst valgte ikke at gøre det. Stemningen af de udeladte numre skal mærkes, som var de spøgelser i kulissen, siger Mads Tunebjerg.

Næste sang på dagens tjekliste er “Miss You – Slight Return” fra samme album. Faktisk den efterfølgende sang. Titlen er let at filosofere over i Kashmirs situation. Titusindvis af fans har savnet firkløveret og dets musik, og de seks koncerter kan tolkes som et mindre comeback.

Selv om lyden i øvelokalet ikke er optimal, når man ikke er koblet på in ear-systemet, er det fortryllende at overvære de fire medlemmer kommunikere gennem musikken. Med en indgroet forståelse for, hvad det betyder, når noget skal spilles lidt “tykkere”, eller når en afslutning på en sang skal være lidt “større”.

Som klimakset på “Gorgeous”, der er så fortættet, at man må gispe efter vejret. “Still so gorgeous, so enchanted, so forever” synger Kasper Eistrup med en styrke, så han ender med at være blodrød i ansigtet. Det kan godt være comebacket ikke er for evigt. Men smukt og fortryllende bliver det.

Selv om jeg ikke memorerer sætlisten, kan jeg ikke undgå at bemærke, at flertallet af sange denne eftermiddag er fra “The Good Life”-albummet.

– Jeg tror bare, vi havde brug for at befinde os i det land i dag, siger Mads Tunebjerg, mens han forsøger at mosle et stik ind i sin Korg-synthesizer, han kom til at rive ud.

Angsten er blevet til nervøsitet

Efter en time rundt i Kashmirs imponerende sangkatalog runder bandet af med “Back on the Farm Again”, som aldrig er udgivet. Det smager af The Band og Allman Brothers. Det er blues`et country og swinger, så det er umuligt at stå stille.

Samtlige medlemmer smiler, mens de hygger med sangen, jeg af gode grunde aldrig har hørt. Sådan nogle arbejdsdage skulle man have flere af. Ingen af de fire medlemmer er i nærheden af at være gnaln.

Mens der takkes af og gives krammere, konstaterer Kasper Eistrup, at det sgu swinger ret godt. Altså ikke blot dagens sidste sang, men sangene generelt.

– For tre uger siden var jeg angst, fordi at gå ind i øvelokalet føltes på samme måde som at glo på et blankt lærred. Men angsten er vekslet til nervøsitet. De sorte skyer er byttet ud med en skøn forårssol og enkelte hvide skyer, som blæser væk i løbet af de kommende uger.

Personligt glæder han sig enormt til at stå foran et stort publikum. Fordi mødet med menneskemasser er unikt inden for musikken. Fordi dynamikken til en koncert ikke kan sammenlignes med noget andet.

– Det er svært at beskrive, fordi der nærmest er tale om en levende organisme. Som ændrer sig fra aften til aften. Den del kan vi ikke forberede os på ud over at øve os så grundigt, at vi kan hypnotisere publikum i vores retning. Men i sidste ende er det publikum, som afgør, om det bliver magisk. Dem, som afgør, om Kashmir ender i nirvana.

Henrik Lindstrand kom med i bandet, da det havde eksisteret i 10 år. Hans øgenavn i bandet er Henke. Foto: Simon Staun

Kasper Eistrup konstaterer, at han ikke længere betragter Kashmirs sange som sine. Eller bandets.

– De er blevet publikums. Vi skal blot forsøge at genskabe sangene, som er blevet en del af en fælles historie, siden de første af dem blev skrevet for snart 30 år siden. De er blevet givet videre og lever videre, hvilket der er noget smukt i. Det vil vi gerne være med til at fejre.



Source link

KNOWLEDGE is POWER / REAL NEWS is KEY

Rigtige Nyheder får du desværre ikke på
DR, TV2, Facebook eller Twitter
Kom med over på Telegram, det vil du aldrig fortryde!

Herunder 4 videoer du med garanti ikke kommer til at se i de Danske medie-støttede løgne-medier!

Få Adgang Til Rigtige Nyheder
Med millioner af andre aktive brugere

PGlmcmFtZSB3aWR0aD0iNjQwIiBoZWlnaHQ9IjM2MCIgc3JjPSJodHRwczovL3d3dy55b3V0dWJlLmNvbS9lbWJlZC9GZzZuVDFBN1IxWSIgdGl0bGU9IllvdVR1YmUgdmlkZW8gcGxheWVyIiBmcmFtZWJvcmRlcj0iMCIgYWxsb3c9ImFjY2VsZXJvbWV0ZXI7IGF1dG9wbGF5OyBjbGlwYm9hcmQtd3JpdGU7IGVuY3J5cHRlZC1tZWRpYTsgZ3lyb3Njb3BlOyBwaWN0dXJlLWluLXBpY3R1cmUiIGFsbG93ZnVsbHNjcmVlbj48L2lmcmFtZT4=
UKRAINE INFO

PGlmcmFtZSB3aWR0aD0iNjQwIiBoZWlnaHQ9IjM2MCIgc2Nyb2xsaW5nPSJubyIgZnJhbWVib3JkZXI9IjAiIHN0eWxlPSJib3JkZXI6IG5vbmU7IiBzcmM9Imh0dHBzOi8vcnVtYmxlLmNvbS9lbWJlZC92cGVmZ24vP3B1Yj00Ij48L2lmcmFtZT4=
Se denne Video!

PGlmcmFtZSB3aWR0aD0iNjQwIiBoZWlnaHQ9IjM2MCIgc2Nyb2xsaW5nPSJubyIgZnJhbWVib3JkZXI9IjAiIHN0eWxlPSJib3JkZXI6IG5vbmU7IiBzcmM9Imh0dHBzOi8vd3d3LmJpdGNodXRlLmNvbS9lbWJlZC9KcWlBWFdWUEFLcGYvIj48L2lmcmFtZT4=
Vigtig Video!

PGlmcmFtZSB3aWR0aD0iNjQwIiBoZWlnaHQ9IjM2MCIgc2Nyb2xsaW5nPSJubyIgZnJhbWVib3JkZXI9IjAiIHN0eWxlPSJib3JkZXI6IG5vbmU7IiBzcmM9Imh0dHBzOi8vd3d3LmJpdGNodXRlLmNvbS9lbWJlZC8ydEZzdEJzNjFQRTUvIj48L2lmcmFtZT4=
SE DENNE VIDEO

Få Adgang Til Rigtige Nyheder
Med millioner af andre aktive brugere
×
Show
×
Show