Den Korte Avis | Jeg har oversat Orbans tale: Igen et brøl fra den ungarske løve

NYHEDER: Den Korte Avis | Jeg har oversat Orbans tale: Igen et brøl fra den ungarske løve

Danske Nyheder 👉 https://hastosee.com/
Telegram 👉 https://t.me/danske_nyheder_channel

Af Jens Kristian Bech Pedersen

Den ungarske løve, premierminister Viktor Orban, har igen givet et brøl fra sig. Han har i en tale i Rumænien lørdag 23. juli 2022 sagt sandheden om Vestens manglende evne til at forsvare sig selv, og til at forsvare den kultur af kristne folkeslag, der giver Europa en særlig identitet som europæisk. I Vesteuropa og det øvrige Vesten er denne kultur allerede forsvundet på grund af omfangsrige indvandringer fra ikke-europæiske kontinenter med fremmede kulturer.

Det lyser ud af Orban’s tale, at Europa har noget med identitet at gøre; at identitet har noget at gøre med fælles historie, kultur, religion og folkelig selvforståelse, som adskiller og afsondrer denne europæiske identitet fra andre ikke-europæiske folkeslag. Og at Europa derfor overhovedet ikke kan bestå og leve, uden at man åndeligt, nationalt, politisk og militært forsvarer denne identitet. Men i Vesten er denne identitetskamp allerede tabt og opgivet, siger Orban, som derfor giver Vesten navnet Post-Vesten. Identitetsopgivelse er for Orban lig med undergang. Derfor har Ungarn ganske barsk fastholdt sit grænse-hegn over for indvandring fra den islamiske verden. Derfor kæmper Orban og Ungarn også imod EU’s og Bruxelles’ konstante nedbrydning af national og europæisk identitet, traditionelle kønsroller og gamle historisk og religiøst betingede familiemønstre. Og han kæmper imod EU’s udenrigspolitiske mønster, som han betegner som ”imperialisme”. Man kan sige, at for ham er EU og Bruxelles en identitetsopløsende og undergangsmanisk besættelse. Orban: ”I en sådan multietnisk kontekst foregår der et ideologisk bedrag.”

Orban er en sand europæer, der finder sin egen, Ungarns og Europas identitet og karakter i alt det, der binder til noget ganske bestemt, og ikke til en selvopfundet blanding af alt muligt fra hele verden. Identitet kommer af det latinske idem, der betyder den samme, dvs. det, der betegner enshed og lighed. Identitet er derfor dette at forblive sig selv, ikke blandes og ikke tabe sig selv. Altså: Uden selvforsvar ingen identitet, men kun undergang. Uden forsvar kan europæeren ikke være sig selv, det samme og ublandede menneske i sit eget europæiske hjem. Om Vesten og Vesteuropa siger Orban, at ”disse lande er ikke længere nationer: de er ikke længere andet end et konglomerat af folkeslag.”

Men til forsvar for Ungarn og det gamle Europas identitet siger Orban: ”Alt, hvad vi beder om, er, at de (dvs. EU og Bruxelles) ikke forsøger at påtvinge os en skæbne, som vi selv ikke kun betragter som en skæbne for en nation, men som dets nemesis. – – -Vi ønsker ikke at blive folkeslag af blandede racer.”

”Blandede racer” – dette udtryk har udløst en kaskade af forargelse fra nyhedsbureauer, medier, politikere og kommentatorer. Og Orban’s tale er blevet forbundet med den nazistiske Goebbels, og er blevet beskyldt for at være ren nazi-retorik, racehad, etnisk had og antisemitisme. Men som Orban bruger dette ord ”raceblanding”, er der overhovedet ikke tale om nogen antydning af nazi-ideologi eller af denne ideologis tale om etnisk, biologisk eller genetisk menneske- eller folkeforurening; eller om hudfarve, genetisk afstamning eller kranieform.

At forstå Orban’s tale ud fra noget sådant, udspringer kun af ond vilje og af den uudslettelige og stupide nazi-imprægnering af ordet race, som ideologiske politikere, medier og meningsinseminatorer ikke kan og ikke vil gøre sig fri af. For det er jo helt klart, at sådan forstår og bruger Orban ikke ordet i sin tale. Han bestemmer den europæiske identitets-race – identitetstype – ud fra kulturelle og historiske definitioner. Hvad forkert er der ved det? Den europæiske identitets-race eller identitetstype er den, der – ven eller fremmed – er født, opvokset, groet, formet, identitetsbestemt og samvokset i alle ting med andre mennesker i den historisk og religiøst bestemte europæiske kultur.

Orban taler om kulturforskelle. Han taler om de kulturelle forskelle, der findes mellem europæiske og ikke-europæiske folkeslag. De forskelle, der er så store, fundamentale, afgørende og dybt indgroede, at en blanding af dem gennem storstilet indvandring kun kan betyde konfrontation og undergang for den europæiske kultur og de europæiske nationers identitet. Hvis man ikke er dybt nazistisk påvirket og præget i sin ord-forståelse, er det ikke forkert at kalde sådanne forskelle for race-forskelle; kun en stærkt nedsat hjerne- og sprogsensitivitet kan mene, at det er det. Til gengæld er den ideologiske sensitivitet og ensidighed i vore dage særdeles høj. Brug derfor ordet ”race” og nedkald et stormvejr over dig – selv om du som Orban bruger ordet på en helt anden måde end den fordomsfulde og nazistisk vedtagne forståelse, Vær ikke bange for det, hvad Orban heller ikke er. For et stormvejr renser luften; også for dem, der ser mindre klart.

Orban’s tale er udelukkende et politisk og kulturelt identitetsforsvar. Til én af sine personlige rådgivere gennem mange år, Zsuzsa Hegedüs, der tog sin afsked på grund af Orban’s tale, sagde Orban: ”Du kan ikke mene det alvorligt med at anklage mig for racisme efter tyve års samarbejde.” Og Orban fortsatte, at hans regering ”har fulgt en nul-tolerance politik over for antisemitisme og racisme.” Og som Orban selv udtalte i Østrig nogle dage efter talen: ”Jeg er i EU den eneste politiker, der åbenlyst står for en anti-immigrationspolitik. Dette er ikke et race-tema for os; det er et kulturelt tema.” Ja, vi ved det; Orban er ikke bange for at stå som den eneste løve blandt alle de ideologisk skrigende hyæner.

Men døm selv! For her nedenunder kan man læse den danske oversættelse af Orban’s egne ord i talen fra ende til anden.

Ud over indvandring kommer Orban i talen også ind på sine meget realistiske og fornuftige holdninger til krigen i Ukraine, den sikkerhedspolitiske situation i Europa, energipolitikken, værdipolitikken, kønsdebatten, familiepolitikken og børnebeskyttelsen. Dvs. nærmest alle de holdninger, han er blevet angrebet for. Han er en stor modstander af EU’s og Vestens holdninger og handlinger i forhold til krigen. Om krigens årsager og konsekvenser leverer han særdeles realitetsbetonede forklaringer, der står i kontrast til al den ideologiske, maniske og derfor fordummende russofobi, der behersker politikerne og mainstreammedierne i Vesten, og som ikke formår at forstå krigen ud fra andre faktorer end dem, de kender fra den Kolde Krigs tid. For Orban er verden faret forbi dem med deres stillestående forståelse.

Gud ske tak og lov for Orban! Han giver med sin realisme håb for både Europa og fred i vor tid.

__________________

Tale af Ungarns premierminister Viktor Orban ved det 31. Bálványos Summer Free University and Student Camp

(OA: Bálványos Summer Free University and Student Camp er et politisk-intellektuelt debat-seminar, der siden 1990 hvert år i slutningen af juli måned er blevet afholdt i Băile Tușnad (ungarsk: Tusnádfürdő) i Rumænien, og som har været anvendt som et rumænsk-ungarsk dialog-forum).

Tusnádfürdő (Băile Tuşnad), 23. juli 2022

God morgen, mine damer og herrer.

Jeg er meget glad for at se jer. Da Zsolt Németh bad mig om at komme her i dag, var det med et varsel om, at jeg får lov at tale i nøjagtigt halvdelen af den tid, jeg ønsker. På ungarsk er ordet ”halvdelen” et godt ord. Paven blev engang spurgt om, hvor mange mennesker der arbejdede i Vatikanet; hans svar var: ”Halvdelen af dem!” Jeg vil i hvert fald forsøge at tale klart og koncist om det, jeg har at sige. Det bliver lidt hårdt at lytte til alt dette hele vejen igennem; for jeg har en masse at sige, og jeg kan mærke, at det bliver varmt; men et sundt lam kan leve i dets skindpels af uld. Og ovenikøbet var sidste gang, vi mødtes, helt tilbage i 2019, altså for tre år siden. Det er godt at være ude i den frie luft igen, og at kunne sidde ude på terrassen mellem venner og med en drink af fröccs (Spritzer). Vi har al mulig grund til at drikke en Fidesz-fröccs, blandet i forholdet to til en. Dette viser også, at der dog er nogle ting, der er evige.

Verden har forandret sig ret så meget, siden vi mødtes sidste gang. I 2019 deltog vi i et seminar, der var fuld af optimisme og håb, men det årti, der nu ligger foran os, bliver bestemt et årti med farer, usikkerhed og krig – sådan som det også illustreres meget godt lige her (hentyder til en kort uro blandt tilhørerne). Vær blot lige så hensynsfulde, som Budapests politi var det over for narkomanerne på broerne (under en nylig demonstration). Men vi er på vej ind i en farefuld tidsalder, og den vestlige civilisations støttepiller, som, vi engang troede, ikke kunne rystes, slår nu revner. Jeg vil nævne tre sådanne rystelser, der forårsager disse revner. Vi troede, at vi levede under et beskyttende skærmtag af videnskab, men så blev vi ramt af en vis COVID. Vi troede, at der aldrig kunne opstå krig i Europa igen, men nu er der krig i et land, der er nabo til Ungarn. Og vi troede, at Den Kolde krig aldrig ville vende tilbage, men nu arbejder mange af verdens ledere på at organisere vor tilværelse i en verden af magtblokke.

Dette er en udvikling, som jeg overhovedet ikke omtalte i 2019; det lærer os derfor at være ydmyge, og at der er stramme begrænsninger på vore evner til at forudsige tingene. I 2019 talte jeg ikke om en pandemi, heller ikke om en europæisk krig, endnu en to-tredjedels sejr (til det ungarske parti Fidesz-KDNP) eller om en tilbagevenden for den politiske venstrefløj i Tyskland. Jeg fortalte heller ikke, at vi herhjemme ville slå England, og dernæst 4-0 derovre. Så hvis du ønsker at se ind i fremtiden, er det vigtigste råd fordringsløshed og ydmyghed: Man kan ikke slå Historiens Herre af marken. Det er i denne ånd, jeg beder jer om at overveje, hvad jeg har at sige. Jeg vil begynde et sted langt borte, før jeg ankom her til Szeklerland.

Kære venner!

Det, der er mest slående, når man betragter verden, er, at de data, vi har, tyder på, at verden til stadighed bliver et bedre sted; og dog fornemmer vi, at det er det modsatte, der er tilfældet. Den forventede levealder på verdensplan har nået halvfjerds år, og i Europa er det firs. I de sidste tredive år er børnedødeligheden faldet med en tredjedel. I 1950 var underernæringen på verdensplan 50 procent, mens den nu er på 15 procent. I 1950 levede 70 procent af verdens befolkning i fattigdom, mens kun 15 procent gjorde det i 2020. Over hele verden er det nu 90 procent, der kan læse og skrive. I 1950 var den normale ugentlige arbejdstid på 52 timer, hvor den i dag er faldet til 40 timer pr. uge, og hvor fritiden er steget fra 30 til 40 timer. Jeg kunne fortsætte denne opregning længe endnu. Og dog er den generelle fornemmelse, at tilstandene i verden stadigt forværres. Nyhederne, tonen i nyhederne, bliver hele tiden mørkere. Og der eksisterer med hensyn til fremtiden et dommedagssyn, som stadig tager til i styrke. Spørgsmålet er: Er det muligt, at millioner af mennesker simpelthen misforstår, hvad der er ved at ske med dem? Mit svar på dette fænomen, er, at denne vinterstemning af utilfredshed er en holdning til tilværelsen, som er fundamentalt vestlig, og som udspringer af den kendsgerning, at den vestlige civilisation er ved at miste sin styrke, gennemslagskraft, autoritet og sin evne til at handle. Dette er et argument, som západnik’erne – det vil sige, de, der er født ind i den vestlige kultur – har en tilbøjelighed til at håne: de siger, at det lyder kedeligt; at Spengler skrev, at Vesten var i forfald, og dog eksisterer Vesten endnu; og at vi sender vore børn til universiteterne i Vesten, når vi kan, og ikke til Østen. ”Så der findes ikke noget stort problem her.” Men virkeligheden er, at da man for hundrede år siden talte om Vestens forfald, mente man et åndeligt og demografisk forfald. Imidlertid er det, vi ser i dag, et forfald i Vestens rolle som verdensmagt og Vestens materielle ressourcer. Det er nødvendigt, at jeg siger nogle få ord om dette, for at vi bliver i stand til nøje at forstå den situation, vi står i.

Det er vigtigt, at vi forstår, at andre civilisationer – den kinesiske, den indiske, og lad os også nævne den ortodokse verden, og tilmed den islamiske – alle har gennemgået en moderniseringsproces. Og vi kan se, at konkurrerende civilisationer har overtaget vestlig teknologi og har taget de vestlige finanssystemer i brug, men de har ikke tilegnet sig de vestlige værdier – og de har absolut ikke til hensigt at tilegne sig dem. Ikke desto mindre ønsker Vesten at udbrede sine egne værdier, hvilket er noget, som føles ydmygende af den øvrige verden. Dette er noget, vi kan forstå, da vi sommetider føler det på samme måde. Jeg kan huske en episode, som vor udenrigsminister Péter Szijjártó oplevede en gang i 2014, da USA havde en anden regering end den nuværende. En amerikansk regeringsembedsmand var på besøg og skubbede skødesløst et stykke papir hen foran vor udenrigsminister og sagde ligeud til ham, at Ungarns forfatning skulle forbedres på de punkter, der stod på papiret; så ville vort venskab blive genoprettet. Så vi forstår udmærket den øvrige verdens modstand mod Vestens udbredelse af sine værdier, til dets eksport af demokrati. Faktisk tror jeg, at den øvrige verden har indset, at det er nødvendigt at modernisere sig, netop fordi det er den eneste måde, hvorpå man kan modstå eksporten af de vestlige værdier, som er fremmede for den. Det mest smertefulde ved dette tab af territorium, dette tab af magt og tab på det materielle område, er, at vi har mistet kontrollen over energikilderne. I 1990 kontrollerede USA og Europa 90 procent af al olie, naturgas og af kulforsyningerne. I 1950 var dette tal faldet til 75 procent, og i dag er situationen nu sådan: USA og Europa kontrollerer tilsammen 35 procent, hvoraf USA kontrollerer 25 procent, mens vi kontrollerer 10 procent; russerne kontrollerer 20 procent, og Mellemøsten 30 procent. Og den samme situation gør sig gældende for råmaterialer. I begyndelsen af 1900-tallet var USA, briterne og tyskerne i besiddelse af betragtelige mængder af de råmaterialer, der var nødvendige for den moderne industri. Efter Anden Verdenskrig dukkede også Sovjetunionen op; og i dag ser vi, at det er Australien, Brasilien og Kina, der sidder på disse råmaterialer, og herunder at 50 procent af Afrikas totale eksport af råmaterialer går til Kina. Men det, vi kan se i fremtiden, ser heller ikke godt ud. I 1980 var det USA og Sovjetunionen, der sad på forsyningerne af de fleste af de sjældne jordarter, som er grundstoffer for de industrier, der er bygget på moderne teknologi. I dag producerer kineserne fem gange så meget som USA, og tres gange så meget som Rusland. Dette betyder, at Europa er ved at tabe kampen om materialer. Hvis vi ønsker at forstå verdens tilstand, hvis vi ønsker at forstå den situation, som vesterlændingen står i i verden, så må udgangspunktet være erkendelsen af, at store dele af verdens energikilder og energiressourcer ligger uden for den vestlige civilisation. Dette er de hårde kendsgerninger.

Inden for dette er vor situation – Europas situation – dobbelt vanskelig. Det er årsagen til, at USA har den strategi, det har. Med hensyn til energikilder er året 2013 et år, som ikke er blevet bemærket eller bogført nogen steder af nogen som helst. Men 2013 var det år, hvor amerikanerne lancerede nye teknologier til at udvinde råmaterialer og energi. Lad os gøre det enkelt ved at kalde det fracking-metoden til udvinding af energi. De annoncerede straks en ny sikkerhedspolitisk doktrin for USA. Jeg citerer fra den; det lyder sådan: Denne nye teknologi, siger de, vil bringe dem i en stærkere position til at forfølge og opnå deres mål hvad angår international sikkerhed. Med andre ord gør USA ikke nogen hemmelighed ud af den kendsgerning, at det vil bruge energi som et udenrigspolitisk våben. Den kendsgerning, at andre bliver anklaget for netop at gøre dette, bør ikke bedrage os. Af dette kan man udlede, at amerikanerne tilstræber en kraftigere sanktionspolitik, sådan som vi ser det som følge af den aktuelle russisk-ukrainske krig; og de har iværksat stærke opfordringer til USA’s allierede – med andre ord til os – for at vi skal købe forsyninger fra dem. Og det virker: amerikanerne er i stand til at tvinge deres vilje igennem, fordi de ikke er afhængig af energi fra andre; de er i stand til at udøve fjendtligt pres, fordi de kontrollerer de finansielle netværk – lad os for nemheds skyld kalde dem swift – hvormed sanktionspolitikken gennemføres; og de er også i stand til at udøve et venligsindet pres, hvilket betyder, at de kan overtale deres allierede til at købe fra dem. En svagere udgave af denne politik kunne vi se, da præsident Trump første gang besøgte Polen, og da han blot talte om polakkernes behov for at købe ”frihedsgas”. Denne USA-strategi er nu i 2022 blot blevet komplementeret med sanktionspolitikken. Det er dér, hvor vi nu står; og det skulle ikke overraske mig, hvis uran, nuklear energi, også snart inkluderes i denne politik. Europæerne reagerede på dette, vi europæere reagerede selvfølgelig på dette, eftersom vi ikke ønskede at gøre os selv afhængige af amerikanerne. Det lyder ikke pænt, men internt sagde de europæiske politikere mellem hinanden: ”Vi har fanget en yankee, men nu vil han ikke slippe os.” Denne tingenes tilstand ønskede de virkelig ikke at bevare; derfor forsøgte de at beskytte den russisk-tyske energi-forbindelse så længe som muligt, for at de kunne føre russisk energi ind i Europa. Alt dette bliver nu slået i itu af international politik. Dernæst fandt vi på tyskernes foranledning på en anden løsning: nemlig at skifte til de vedvarende energikilder. Indtil nu har dette dog ikke virket, fordi teknologien er for dyr, og fordi den udvundne energi derfor også er for dyr. Desuden sker omstillingen til denne moderne teknologi ikke automatisk, men kun under stort pres ovenfra, dvs. det pres, der udøves af Kommissionen i Bruxelles på medlemsstaterne – på trods af at dette ganske alvorligt skader medlemsstaternes interesser.

Jeg vil i forbifarten sige nogle få ord om europæiske værdier. Her er for eksempel det seneste forslag fra Europakommissionen. Det går ud på, at alle skal reducere deres forbrug af naturgas med 15 procent. Jeg er ikke i stand til at se, hvordan det vil blive trumfet igennem, selv om fortiden efter min mening viser os den tyske know-how på dette område. Yderligere, hvis dette ikke giver den ønskede effekt og nogle lande ikke har tilstrækkeligt med gas, så vil den blive taget fra dem, der har. Så det, Europakommissionen gør, er ikke at bede tyskerne om at ændre beslutningen om nedlukning af deres sidste to eller tre kernekraftværker, der stadig er operative, og som sætter dem i stand til at levere billig energi: Kommissionen giver dem tværtimod lov til at lukke disse to kraftværker. Og hvis de løber tør for energi, vil de på én eller anden måde tage energi fra os, der har den, fordi vi har lagret den. Vi ungarere kalder dette for ”Einstand” (tvangsmæssig konfiskation foretaget af den stærkere part), hvilket er noget, vi har lært fra ”The Paul Street Boys” (romanen A Pál utcai fiúk). Det er dette, vi skal forberede os på.

Mine damer og herrer, for at opsummere:

Hvad jeg ønsker at sige, er, at Vestens negative fornemmelser om verden skyldes den kendsgerning, at de afgørende energi- og råmaterialer, der er nødvendige for økonomisk udvikling, ikke længere er i Vestens hænder. Hvad Vesten er i besiddelse af, er militær magt og kapital. Men spørgsmålet er, hvad Vesten kan opnå med disse ting under de nuværende omstændigheder?

Lad mig herefter at sige noget om os ungarere. Hvilke spørgsmål står Ungarn og den ungarske nation overfor at skulle svare på i dag; hvordan og i hvilken rækkefølge skal vi svare på dem? Disse spørgsmål er som lag i dobostorta (en ungarsk lagdelt sukkerbrødskage), stablet oven på hinanden: det vigtigste i bunden, de lettere og mere velsmagende stykker i toppen. Det er også den lagdeling, som jeg vil følge nu.

Den første og vigtigste udfordring, kære venner, er stadig befolkningen, eller demografien. Det er en kendsgerning, at der stadigvæk er langt flere begravelser end dåbshandlinger. Uanset om vi bryder os om det eller ej, kan verdens folkeslag inddeles i to grupper: de, der er i stand til biologisk at opretholde deres egen talmæssige størrelse, og de, der ikke er det, og som er den sidstnævnte gruppe vi selv tilhører. Vor situation er blevet bedre, men der er endnu ikke indtrådt et vendepunkt. Dette er alfa og omega for det hele: hvis der ikke kommer et vendepunkt, vil vi før eller senere blive fortrængt fra Ungarn, og vi vil blive fortrængt fra det Karpatiske Bassin.

Den anden udfordring er folkevandringen, som man kan kalde befolkningsudskiftningen eller -oversvømmelsen. Der findes en fremragende bog fra 1973 om dette emne; bogen blev skrevet på fransk og er for nylig blev udgivet i Ungarn. Bogen hedder Le Camps des Saints (OA: ”Helgenernes lejr” – ikke udgivet på dansk), og jeg anbefaler den til enhver, der ønsker at forstå den åndelig udvikling, der ligger til grund for Vestens manglende evne til at forsvare sig selv. Folkevandringerne har splittet Europa i to – eller jeg kunne måske sige: har splittet Vesten i to. Den ene halvdel er en verden, hvor europæiske og ikke-europæiske folkeslag lever sammen. Disse lande er ikke længere nationer: de er ikke længere andet end et konglomerat af folkeslag. Jeg kunne også sige, at der ikke længere er tale om den vestlige verden, men om den post-vestlige verden. Og omkring 2050 vil matematikkens love føre til det endelige demografiske vendepunkt: i byerne i denne del af kontinentet – eller i hele kontinentet – vil vi se andelen af indbyggere af ikke-europæisk oprindelse stige til mere end 50 procent af den totale befolkning. Og her befinder vi os i Centraleuropa – i den anden halvdel af Europa eller af Vesten. Hvis det ikke lyder alt for forvirrende, kunne jeg sige, at Vesten – lad os sige Vesten i dets åndelige betydning – har flyttet sig til Centraleuropa: Vesten er her hos os, og det, der er tilbage derovre, er kun Post-Vesten. Der er en kamp i gang mellem de to halvdele af Europa. Vi gav Post-Vesten et tilbud, der var baseret på tolerance, hvor vi lod hinanden være i fred, og hvor vi lod enhver afgøre med sig selv, hvem de ønskede at leve sammen med; men de afviste dette og fortsætter med at kæmpe imod Centraleuropa med det mål, at vi skal blive ligesom dem. Jeg vil undlade at nævne de moralske kommentarer, som de knyttede til deres kamp – det er jo, når alt kommer til alt, en dejlig morgen. Lige nu er der mindre snak om folkevandring; men tro mig, intet har forandret sig: med støtte fra Soros-tilknyttede tropper ønsker Bruxelles simpelthen at påtvinge os sådanne folkevandringer. De har også anlagt en retssag imod os på grund af det ungarske system med grænseforsvar, og de har fældet dom imod os. Af forskellige grunde kan jeg ikke sige så meget om dette nu og her, men vi er blevet dømt skyldige. Hvis det ikke havde været for den ukrainske flygtningekrise, ville de have påbegyndt eksekveringen af dommen imod os; og det kan kun blive med ret så stor spænding, at vi ser frem til, hvordan denne situation vil udvikle sig. Men nu er der udbrudt krig, vi modtager flygtninge fra Ukraine, og derfor er denne sag lagt til side – men de har ikke fjernet den fra agendaen, blot lagt sagen til side. Det er vigtigt, at vi forstår, at disse gode mennesker derovre i Vesten, i Post-Vesten, ikke kan tåle at vågne op hver eneste morgen og opdage, at hver dag – og faktisk hele deres liv – er blevet forgiftet af tanken om, at alt er tabt. Så vi ønsker ikke at konfrontere dem dag og nat med denne tanke. Alt, hvad vi beder om, er, at de ikke forsøger at påtvinge os en skæbne, som vi selv ikke kun betragter som en skæbne for en nation, men som dets nemesis. Det er alt, hvad vi beder om, og ikke mere end det.

I en sådan multietnisk kontekst foregår der et ideologisk bedrag, som det er værd at tale om og fokusere på. De internationalistiske venstrekræfter anvender et komediespil, en ideologisk finte: nemlig den påstand – deres påstand – at Europa af naturen er befolket med folkeslag af blandede racer. Dette er historisk og semantisk taskenspillerkunst, fordi det blander to forskellige ting sammen. Der findes en verden, hvor europæiske folk er blandet sammen med dem, som udefra kommer til Europa. Det er altså en verden af blandede racer. Og så er der vores verden, hvor befolkningerne inden for Europa blander sig med hinanden, flytter rundt, arbejder og finder nye bosættelser. På den måde er vi, der lever i Det Karpatiske Bassin, ikke blandede racer: vi er blot en sammenblanding af folk, der bor i vort eget europæiske hjemland. På grund af en særlig gunstig stilling af stjernerne på himlen og med vinden i det rigtige hjørne har disse mennesker sluttet sig sammen i en slags ungarsk-pannonisk suppe, og dermed skabt deres egen europæiske kultur. Dette er årsagen til, at vi altid har kæmpet: Vi er villige til at blande os med hinanden, men vi ønsker ikke at blive folkeslag af blandede racer. Det er årsagen til, at vi kæmpede ved Nándorfehérvár/Beograd; det var derfor, vi standsede tyrkerne uden for Wien; og – hvis jeg ikke tager fejl – det var også grunden til, at franskmændene standsede araberne ved Poitiers. I dag er situationen den, at den islamiske civilisation, som konstant bevæger sig frem mod Europa, har erkendt – netop på grund af traditionerne fra Beograd/Nándorfehérvár – at adgangsruterne gennem Ungarn ikke er egnede til at sende folk op igennem Europa. Dette er grunden til, at Poitiers igen er kommet i spil; nu findes kilderne til denne fremtrængen ikke i Østen, men i Syden, hvorfra de besætter og oversvømmer Vesten. Det vil måske ikke blive nogen særlig vigtig opgave for os, men det vil blive det for vore børn; for det er dem, der vil være nødt til at forsvare sig ikke blot mod Syden, men mod Vesten. Den tid vil komme, hvor vi på én eller anden måde må acceptere kristne mennesker, der kommer til os derfra, og som vi må integrere i vores tilværelse. Det er sket tidligere; og de mennesker, som vi ikke ønsker at give adgang, må stoppes ved vore grænser mod vest – Schengen eller ikke-Schengen. Men dette er ikke øjeblikkets opgave, og er ikke opgaven i vor livstid. Vor opgave er alene at forberede vore børn på at være i stand til at gøre dette. Som (parlamentsformanden) László Kövér har sagt i et interview: Vi må sikre os, at gode tider ikke skaber svage mænd, og at disse svage mænd ikke bringer hårde tider over vort folk.

Mine damer og herrer,

Det var demografi og folkevandringer; det næste lag er køn – og det, som vi kalder børnebeskyttelsesloven. Der bliver lige nu talt mindre om dette, fordi andre ting optager avisernes forsider. Men lad os ikke glemme, at også på dette område er vi blevet bragt for retten – og vi venter nu på dommen. Det eneste resultat, vi har opnået her, kan vi delvis – eller måske helt og aldeles – takke minister Judit Varga for. Det er lykkedes os at adskille vor store debat om kønstemaet fra debatten om EU-penge, og disse to temaer bevæger sig nu fremad ad separate spor. Også her er vort standpunkt meget enkelt. Vi beder igen om, at man viser os tolerance: vi ønsker ikke at fortælle dem, hvordan de skal leve deres liv; vi beder dem blot om at acceptere, at i vort land er en far en mand og en mor en kvinde, og om at de lader vore børn være i fred. Og vi beder dem om at sørge for, at også George Soros’s tropper accepterer dette. Det er vigtigt for folk i Vesten at forstå, at i Ungarn og i vor del af verden er dette ikke et ideologisk spørgsmål, men ganske enkelt det vigtigste spørgsmål i livet. I dette hjørne af verden vil der aldrig opstå en majoritetsopbakning til det vestlige vanvid – jeg undskylder over for alle! – som udspiller sig derovre. Ungarere – eller efterkommere af andre folkeslag – kan simpelthen ikke få dette til at passe i deres hoveder. Vi hører så mange ting om dette med kønnene: transnational, transkønnet; men det længste, vi kan strække os til, er at sige: ”Transsylvanien” – selv om dette landområde på ungarsk hedder ”Erdély”. Længere end dette kan vi ikke gå. Så jeg beder jer om ikke at blive ført på afveje: der er en krig i gang, en energikrise, en økonomisk krise og krigstidsinflation; og alt dette virker som en afskærmning for vore øjne, virker som en skærm mellem os og temaet om køn og folkevandring. Men i virkeligheden er det på disse temaer, at fremtiden vil blive afgjort. Dette er den store historiske kamp, vi udkæmper: demografi, folkevandring og køn. Og det er lige akkurat dette, der står på spil i kampen mellem venstrefløjen og højrefløjen. Jeg vil ikke oplyse navnet på et land, som jeg tænker på; det er venligsindet; jeg vil blot omtale det. Der er et land, hvor venstrefløjen har vundet magten, og hvor én af venstrefløjens første foranstaltninger har været at sløjfe landets grænsehegn; og den anden foranstaltning har været at anerkende alle ”kønsroller” – ikke blot ægteskab mellem personer af samme køn, men også sådanne ægteskabers ret til at adoptere børn. Vi skal ikke lade os narre af de aktuelle konflikter: disse temaer vil afgøre vor fremtid.

Hvordan kan vi beskytte os selv? For det første ved at være beslutsomme. Dernæst ved at finde allierede. Det er det, der har givet V4-gruppen dens enorme betydning. Så det, der for nylig har givet de Fire Visegrád-lande denne store betydning, er, at på disse områder, har vi været i stand til at tale som med én stemme. Det er virkelig ikke tilfældigt, at folk fra Post-Vesten har stræbt efter at nedlægge Visegrad-gruppen. Derudover er også krigen kommet i vejen, og denne har rystet det polsk-ungarske samarbejde, som har været aksen i V4-samarbejdet. Hvad krigen angår, har polakkerne og ungarerne den samme strategiske interesse: de ønsker ikke at få russerne tættere ind på livet, de ønsker at bevare Ukraine´s suverænitet, og de ønsker, at Ukraine skal være et demokrati. Vi ønsker at opnå nøjagtigt det samme, og dog gør denne krig relationerne til vore polske venner vanskelige. Grunden til dette er, at i sager for hjernen ligger de interesser, som jeg har talt om, meget klart på linje; men dette problem er en sag for hjertet. Problemet i de ungarsk-polske relationer er en sag for hjertet. Vi ungarere ser denne krig som en krig mellem to slaviske folk, og som en krig, som vi ønsker at holde os ude af. Men polakkerne ser den som en krig, som de også er involveret i: det er deres krig, og de deltager næsten i krigens kampe. Og eftersom dette er en sag for hjertet, kan vi ikke blive enige med hinanden om denne krig, og vi må derfor bruge al vor tænkeevne på at redde alt det, vi kan, fra det polsk-ungarske venskab og den strategiske alliance med henblik på efterkrigstiden. Selvfølgelig har vi stadig vore slovakiske og tjekkiske venner, men der har været nogen regeringsomdannelser i disse lande, hvor de for tiden foretrækker den post-vestlige verden, og hvor de ikke ønsker at blive inddraget i konflikt med Bruxelles – som giver disse lande meget fine karakterer. Efter min mening er dette som at stalde deres heste op i en stald, der er gået ild i. Held og lykke med det!

Herefter kommer vi til det fjerde spørgsmål, som er spørgsmålet om krig. Man kan betragte enhver krig ud fra mange perspektiver, men det primære aspekt ved enhver krig er den kendsgerning, at mødre vil sørge over deres børn og børn vil miste deres forældre. Denne betragtning bør tilsidesætte alle andre – tilmed i den politiske sfære. For den ungarske regering betyder dette, at vor primære pligt er at sikre, at ungarske forældre og ungarske børn ikke kommer til at stå i en sådan situation. Her kan jeg nævne, at der er lande, som kritiserer os, fordi de mener, at vi ikke engagerer os tilstrækkeligt for ukrainernes sag. Men disse lande ligger langt borte, og yder i det højeste støtte i form af våben og penge; mens vi ungarere er de eneste, der bortset fra ukrainerne, dør i denne krig. Ifølge vore optegnelser har til dato 86 ungarere mistet livet i denne krig. Dette er et fuldstændigt andet perspektiv. Vi ungarere har været de eneste, der har udgydt blod i krigen, mens de, der kritiserer os, ikke har det. Dette er grunden til, at Ungarn som et naboland har ret til at sige, at fred er den eneste løsning, der kan spare menneskeliv, og er det eneste middel mod krigstidens inflation og økonomiske krise.

Hvad vil vi i fremtiden mene om denne krig? Vi vil holde fast i det synspunkt, at det ikke er vores krig. Ungarn er NATO-medlem og vort udgangspunkt er, at NATO er meget stærkere end Rusland, og at Rusland derfor aldrig vil angribe NATO. Den påstand, at Rusland ikke vil stoppe med Ukraine, er et svagt – men forståeligt – propaganda-udsagn, der bliver brugt af Ukraine. Jeg forstår det, for deres hensigt er at få os inddraget, og at få inddraget så mange lande som muligt på deres side i denne krig; men det mangler ethvert grundlag i realiteternes verden. Men da vi samtidig er medlemmer af NATO og ønsker at holde os ude af denne krig, er vor situation også blevet vanskelig. Grunden er, at selv om NATO og EU ikke vil være krigsførende lande, har de alligevel besluttet, at de ikke desto mindre vil sende våbenforsyninger og pålægge økonomiske sanktioner. Og uanset om man kan lide det eller ej, betyder dette, at de de facto – ikke de jure, men de facto – er parter i denne konflikt. Nu er vi i den farlige situation, at vi på én eller anden måde er nødt til at hjælpe ukrainerne, mens vi altså så også er en de facto-deltager i konflikten. Og dog må vi på samme tid sikre os, at myndighederne i Moskva ikke ser dette som en situation, hvor vi – NATO og EU – er blevet formelt krigsførende. Den er denne position, som EU og NATO balancerer på hver eneste dag, og som de løber meget store risici ved.

Man kan læse en masse om denne krig. Og hvis jeg stadig kan fastholde jeres opmærksomhed, vil jeg gerne sige nogle få ord om, hvordan denne krig opstod, og hvad grundene til den er. Selvfølgelig ved enhver, at Rusland angreb Ukraine. Det var det, der skete. Lad os nu kigge på årsagen til det. Lad os også gøre os klart, at når man nået frem til at forstå noget, er man kun et skridt fra også at acceptere det. Men det er meget vigtigt at foretage en moralsk skelnen mellem at forstå noget og acceptere noget. Helt konkret betyder dette, at det er vigtigt at forstå, hvorfor russerne gjorde, hvad de gjorde. Men deraf følger ikke, at hvis man forstår, hvad de gjorde, accepterer man det, de gjorde. Russerne har fremført et meget klart sikkerhedsmæssigt krav, og har ovenikøbet skrevet det ned på en måde, der er meget sjældent set i diplomatiske sammenhænge, og sendt det til amerikanerne og NATO. De har nedskrevet deres krav om, at Ukraine aldrig skal blive medlem af NATO, at Ukraine offentligligt erklærer dette, at NATO selv forsikrer Rusland om dette, og at vi garanterer, at vi aldrig på Ukraines territorium placerer våben, der kan nå og ramme russisk territorium. Vesten har afvist dette tilbud, og har nægtet at forhandle det. Man har sagt, at NATO har en ”åben dør politik”: døren står åben, enhver kan ansøge om medlemskab, og vi vil afgøre, om vi ønsker at optage et nyt medlem eller ikke. Og konsekvensen af denne afvisning er, at i dag forsøger russerne ved våbenmagt at opfylde de sikkerhedskrav, som de tidligere har søgt at opfylde gennem forhandling. Jeg bliver nødt til at sige, at denne krig aldrig ville være brudt ud, hvis vi havde været lidt heldigere, så præsidenten for USA i dette afgørende øjeblik havde heddet Donald Trump, og hvis vi noget tidligere havde overtalt Angela Merkel til ikke at forlade embedet: dvs. hvis Donald Trump stadig havde været USA’s præsident og Angela Merkel Tysklands kansler. Men vi har ikke været heldige; derfor er vi nu involveret i denne krig.

Vestens strategi i denne krig er baseret på fire grundpiller. Kun på papiret er disse grundpiller en fornuftig strategi, og måske kan den ovenikøbet begrundes med tal. Den første var, at Ukraine ikke alene kan vinde en krig mod Rusland, men det kan, hvis det støttes af militærtræning fra angelsakserne og af NATO-våben. Dette var den første påstand. Den anden strategiske påstand var, at sanktionerne ville svække Rusland og destabilisere ledelsen i Moskva. Det tredje strategiske element var, at selv om de økonomiske konsekvenser af sanktionerne også ville få virkning for os selv, ville vi være i stand til at overkomme dem, så russerne ville blive ramt hårdere og vi ville blive ramt i mindre omfang. Og den fjerde strategiske betragtning var, at hele verden ville stille sig bag os, fordi vi havde ret. Resultatet af denne fremragende strategi har dog i dag bragt os frem til situation, hvor vi sidder i et køretøj med fire punkterede hjul. Det står fuldstændigt klart, at krigen ikke kan vindes på denne måde. Ukrainerne vil aldrig kunne vinde en krig mod Rusland med amerikansk træning og amerikanske våben. Simpelthen fordi den russiske hær besidder en asymmetrisk overlegenhed. Den anden kendsgerning, som vi må se i øjnene, er, at sanktionerne ikke destabiliserer Moskva. Den tredje er, at Europa er i vanskeligheder: økonomiske vanskeligheder, men også politiske vanskeligheder, med regeringer, der falder som dominobrikker. Lige siden krigens udbrud er regeringerne faldet i Storbritannien, Italien, Bulgarien og Estland. Efteråret er stadig foran os. De store prisstigninger kom i juni, da energipriserne fordobledes. Den virkning, dette har på menneskers tilværelse, skaber en utilfredshed, som først nu er ved at opstå, og vi har allerede mistet fire regeringer. Og endelig, verden stiller sig ikke blot ikke bag os, men stiller sig demonstrativt ikke bag os. Historisk har amerikanerne haft evnen til at udpege, hvad de identificerer som et ”ondt imperium”, og at opfordre verden til at stille sig på den rigtige side af historien – en talemåde, der bekymrer os en smule, da dette var, hvad kommunisterne altid sagde. Den evne, som amerikanerne plejede at have til at få alle over på den rigtige side af verden og af historien, og til at få verden til at adlyde dem, er noget, der nu er forsvundet. Det meste af verden har på en demonstrativ måde slet ikke stillet sig på denne side: kineserne har ikke, heller ikke inderne, brasilianerne, Sydafrika, den arabiske verden, ej heller Afrika. En stor del af verden afviser ganske enkelt at tage del i denne krig, ikke fordi de mener, at Vesten er på den forkerte side, men fordi der for dem er mere i verden end denne krig, og fordi de har deres egne problemer at slås med, og som de ønsker at finde løsninger på. Det kan meget vel ske, at denne krig vil blive den, der meget påviseligt gør en ende på den form for vestligt herredømme, som har været i stand til at udnytte forskellige muligheder for at skabe global enhed mod visse aktører på særligt udvalgte områder. Den æra er ved at blive afsluttet, eller som de siger på politikkens bombastiske sprog, en multipolær verden banker på vores dør.

Når vi nu taler om krig, kan jeg bruge en passende formulering for at stille et vigtigt spørgsmål: Chto delat? (en russisk talemåde, der betyder ”Hvad skal der gøres?”). Der er det problem, at Ungarns militære forsvar sammenlignet med andre ikke er særligt stort. Der er det problem, at Ungarns BNP sammenlignet med fx de store europæiske landes og med USA’s også er ret beskeden. Så vi har måske et klart overblik over situationen, vi har måske en udmærket forståelse af krigen, vi har måske tilmed klare visioner og vi har måske et strategisk forslag. Men forstår De, når det drejer sig om krigen, betyder alle disse ting meget lidt; for krigen er et forspil. Det er de stærkes holdning, der vil blive afgørende. Ungarn bør ikke dyrke den illusion, at med vor fremragende rådgivning vil vi være i stand til at yde indflydelse på krigens begivenheder og Vestens strategi. Ikke desto mindre betragter jeg det i enhver diskussion som et spørgsmål om ære og moralske principper, at vi gør, hvad vi kan, for at markere vort ståsted og forsøge at overtale Vesten til at udvikle en ny strategi til erstatning for indholdsløse rapporter om sejre. Hvis dit køretøj har fire punkterede hjul, må du skifte hjulene – alle fire. Der er behov for en ny strategi; og fokus for denne strategi – det mål, der står skarpt i centrum af trådkorset – bør ikke være at vinde krigen, men at forhandle fred og et godt fredstilbud. Med symbolske udtryk er jeg nødt til at sige, at opgaven for EU ikke er at stille sig på enten russernes eller ukrainernes side, men at stille sig mellem Rusland og Ukraine. Dette bør være essensen i en ny strategi.

Hvad vil der ske? Russerne taler et gammelt sprog. Når vi derfor lytter til dem, er det, som om vi lytter til stemmer fra fortiden: gestikulationsformerne, kategorierne, ordene. Når jeg lytter til hr. Lavrov, er det som at høre det samme som det, vi hørte for tredive eller fyrre år siden. Men det betyder ikke, at det, de siger, ikke giver mening: det giver faktisk mening, og det er værd at tage dem seriøst. En russisk embedsmand sagde for eksempel for to dage siden, at de vil trænge frem i Ukraine, indtil frontlinjen er så fremskudt, at de våben, som ukrainerne er i besiddelse af, ikke vil være i stand til at nå russisk territorium. Med andre, jo mere NATO-landene forsyner ukrainerne med våben, jo længere vil russerne skubbe frontlinjen fremad. De gør det, fordi de er en militært fokuseret nation, som kun tænker på de sikkerhedspolitiske vilkår og kun er interesseret i at sikre sig imod at blive angrebet fra ukrainsk territorium. Så det, vi i øjeblikket gør, er, at vi forlænger krigen, hvad enten det er det, vi ønsker eller ikke. Det betyder, at der ikke vil komme russisk-ukrainske fredsforhandlinger. Det er den tanke, vi skal vænne os til. Alle, der forventer sådanne forhandlinger, kommer til at vente forgæves. Eftersom Rusland ønsker sikkerhedsgarantier, kan krigen kun bringes til afslutning gennem russisk-amerikanske forhandlinger. Der vil ikke komme nogen fred, førend russerne og amerikanerne taler sammen. Jeg kunne indvende imod dette: ”Men se på os europæere.” Men desværre, venner, er jeg nødt til at sige, at vi europæere har forspildt vor chance for at få indflydelse på begivenhederne. Vi mistede chancen efter 2014, da vi holdt amerikanerne ude af den Første Minsk-aftale, der blev indgået under Krim-konflikten, og da vi i stedet formulerede en Minsk-aftale med fransk-tyske garantier. Sådan skulle aftalen have været implementeret, men desværre var vi europæere – eller tyskerne og franskmændene, som var vore repræsentanter – ude af stand til at gennemtvinge aftalen. Derfor er det sådan nu, at russerne ikke ønsker at forhandle med os, men med dem, der kan tvinge Ukraine til at gøre netop det, som der var enighed om i aftalen. Derfor er situationen, ganske som den var efter Anden Verdenskrig: Europa står igen i den situation, hvor det ikke vil få noget at sige angående Europas vigtigste sikkerhedsanliggende. Dette anliggende vil endnu en gang blive afgjort af amerikanerne og russerne.

Her vil jeg gerne komme med en anden kommentar. For ud fra dette perspektiv kan vi se den fare, der ligger i EU’s forslag om at ændre systemet for beslutningstagning inden for det udenrigspolitiske område for medlemsstaterne. Under det nuværende system kan alle udenrigspolitiske beslutninger kun træffes i enighed; men det nye forslag går ud på at ændre dette, så det vil blive muligt at skabe en fælles europæisk udenrigspolitik ved en simpel flertalsafgørelse. Ungarns historiske erfaring fortæller os, at hvis et land er tvunget til at antage en udenrigspolitik, som det ikke ønsker, selv om denne politik kræver to tredjedele af stemmerne i EU, så er det rette navn for dette ganske enkelt: ”imperialisme”. Og argumentet om, at kun på denne måde kan Europa blive en medspiller i verdenspolitikken, er endnu en gang ren taskenspillerkunst. Grunden til, at Europa ikke kan blive en verdenspolitisk medspiller, er, at Europa ikke kan holde orden i sit eget hus. Det bedste eksempel på dette er den russisk-ukrainske krig. Dette problem skulle have være løst, men jeg kan give Dem andre eksempler. Minsk-aftalen skulle have været gennemtvunget. Kroaterne bliver bedraget i Bosnien. Dette er en kompliceret sag, men jeg vil gerne, at I skal vide, at de kroater, der bor i Bosnien, og som har en legal ret til at vælge deres egen leder, bliver snydt af bosniakkerne, og at de sidstnævnte faktisk udnytter huller i valgloven for at vælge kroater. Kroaterne tager dette emne op ved hvert eneste møde i Det Europæiske Råd, og vi ungarere støtter dem med alle de midler, vi har til rådighed, men EU er ude af stand til at løse dette problem. Eller man kan nævne problemet med at forsvare vore grænser. Målet burde ikke være at blive en verdenspolitisk medspiller. Det burde være tilstrækkeligt for vore ambitioner, at EU er i stand til at forsvare sine egne grænser. Men EU kan det ikke, og stakkels Salvini – som forsøgte at gøre det – bliver trukket for domstolen, og der er dem, der ønsker at fængsle ham. Eller man kan nævne EU’s udvidelse på Balkan: Grækenland er medlem af EU, Ungarn er medlem af EU, men imellem os er der et stort sort hul, Balkan. Af geopolitiske og økonomiske årsager burde EU bringe andre lande ind i dets egen verden, men det er ude af stand til at gøre det. Europa burde derfor ikke tragte efter en rolle i verdenspolitikken, men burde sætte sig – og opnå – det beskedne mål at blive i stand til at klare de udenrigspolitiske problemer, der dukker op i dets egen baggård.

Demografi, folkevandring, køn og krig. Den femte udfordring, vi står overfor, drejer sig om energi og økonomi. Dette er et vanskeligt emne. Det bedste at gøre er at gå tilbage til startpunktet, som man gør, når man har foretaget et forkert dansetrin, og begynde forfra i et forsøg på at forstå situationen. Man skal stille de mest enkle spørgsmål. Her er det mest enkle spørgsmål: Hvem gavner denne krig? Svaret er, at krigen gavner den part, som har sine egne energikilder. Russerne klarer sig godt. Vi har foretaget en fejlkalkulering, når vi mener, at hvis vi ikke køber energi af russerne, vil de få en mindre indtjening. Dette er en fejltagelse, fordi indtjening ikke blot bestemmes af den mængde, der bliver solgt, men også af enhedsprisen. Og situationen i dag er den, at russerne sælger mindre energi, men har en meget større indtjening. Så russerne klarer sig godt. EU’s import fra Rusland er faldet med 23 procent, men i samme tidsrum er Gazprom’s indtjening fordoblet. Kineserne har klaret sig godt. På energiområdet plejede kineserne at være tvunget til at leve på arabernes nåde, da de modtager al deres energi fra den del af verden. Men nu da vi ikke længere køber af russerne, har vi effektivt dirigeret russisk energi til Kina, og Kina har dermed elimineret deres energiafhængighed. Og selvfølgelig: store amerikanske virksomheder har gavn af dette. Jeg har samlet denne oversigt: i 2022 er Exxon’s profit fordoblet, Chevron’s firdoblet og ConocoPhillips’s indtjening er seksdoblet. Vi ved, hvem der klarer sig godt økonomisk. Hvem klarer sig dårligt? Den Europæiske Union klarer sig dårligt, fordi dens energiunderskud – dvs. differencen mellem eksport og import, eller værdien af den – er tredoblet, og nu viser et underskud på 189 milliarder euro.

Hvilke virkninger har dette for os? Det vigtigste område, eller samling af områder, er det, vi kalder reduktionerne i husholdningernes udgifter til energiforbrug. Hvordan vil disse reduktioner se ud i Ungarn for fremtiden? I går hørte jeg på formanden for RMDSZ (Democratic Alliance of Hungarians in Romania), og jeg fik at vide, hvordan dette klares her i Rumænien – hvor de prøver at hjælpe folk med at overleve, når de er stillet over for sådanne energipriser. I Ungarn gør vi det anderledes. I Ungarn introducerede vi i årene efter 2010 et system, som, tror jeg, er en enorm politisk præstation og en meget vigtig socialpolitisk gevinst. Allerede i 2010 stod det klart, at energiprisen, som den beregnes på markedsbasis, var meget høj i forhold til familiernes indkomst, og at en stor del af deres tjente indkomst derfor blev opslugt af essentielle omkostninger, af udgifter til forbrug fra de offentlige værker. Vi introducerede derfor et system, hvor vi garanterede alle naturgas, elektricitet og fjernvarme til en fast pris, der var uafhængig af, hvad energi koster på det frie marked. Markedsprisen var højere end den faste pris, og forskellen blev betalt af regeringen fra det centrale budget. Sådan var det ungarske system og det har virket godt i ti år. Problemet nu er, at krigen har forstyrret dette system, fordi vi nu har krigstids-energipriser. Opgaven er på én eller anden måde at forsvare og fastholde reduktionerne i betalingen for energi. Jeg forudser nu, at det vil lykkes for os i den forstand, at alle fortsat vil blive opkrævet den tidligere fastsatte pris op til det gennemsnitlige forbrugsniveau. Sådan forholder det sig ikke i Rumænien. I Ungarn vil alle fortsætte med at betale den tidligere reducerede pris op til det gennemsnitlige forbrug, men hvis man forbruger mere end det, må man betale markedsprisen – hvis størrelse vi for nylig har informeret offentligt om. Hvis det lykkes os at fastholde dette og dermed beskytte dette system, vil vi også være i stand til at gøre gældende, at det er en enorm politisk præstation og en socialpolitisk succes. For at give jer en ide om omfanget af dette, kan jeg skitsere, hvad der i store træk er forandret. Hvis vi ser på året 2021, kan jeg fortælle, at det beløb, som den ungarske stat måtte udbetale – fordi husholdningernes forbrugsudgifter var blevet fikseret på et lavere niveau end markedsprisen – var 296 milliarder forinter, alt iberegnet. Hvis derimod de aktuelt fastsatte priser var blevet fastholdt indtil udgangen af 2022, ville vi for året 2022 ikke skulle betale 296 forinter, men i stedet 2.051 milliarder forinter. Det ville være syv gange det tidligere beløb, hvilket er en udgift, som den ungarske økonomi ganske enkelt ikke ville kunne bære. Vi må finde en løsning på dette. Det er grunden til, at vi har besluttet at beskytte prisen op til niveauet for et gennemsnitsforbrug, men for forbrug ud over dette vil markedsprisen gælde. Det er tillige grunden til, at vi har revideret planerne for enhver type af investeringer, der ikke er energi-relevante. De investeringer, der ikke er påbegyndt, vil ikke blive iværksat, mens de investeringer, der er iværksat som offentlige investeringer, vil blive fuldført, fordi vi ikke kan efterlade noget i ufuldendt tilstand. Her, uden for Ungarns grænse, vil vi fuldføre det hele. Her og hjemme vil vi garantere de penge, der er nødvendige for at fortsætte projekterne. Men vi kan ikke iværksætte nye investeringer; for hverken her eller hjemme kan jeg på nogen måde garantere fuldførelsen af noget som helst, som vi iværksætter nu. Det ville være uansvarligt. Så vi må vente.

Og til sidst endnu en opgave: vi må opgive brugen af naturgas. Elektricitet udgør en langt mindre byrde for Ungarn, fordi vi har et atomkraftværk og solenergi. Hvis vi kan flytte forbruget af energi fra gas til andre kilder som fx elektricitet eller biomasse – det moderne ord for træ – vil den byrde, der tynger os, blive reduceret. Det er en løsning, der er mulig og opnåelig med de aktuelle budgetplaner.

På det økonomiske område er det næste problem, vi står overfor, recession. Det er en elegant måde at give et signal om, at det økonomiske resultat næste år vil blive mindre end det foregående år. Hele Europa er fanget i recessionens greb. Da vi i Ungarn bruger forinter, er denne recession forværret af den kendsgerning, at forandringer i dollar-euro vekselkursen – det vil sige når dollaren styrkes – fører dette automatisk til en omgående svækkelse af forinten. Og når vi befinder os i en periode, hvor dollaren konstant bliver stærkere over for euroen, eller i det mindste bevarer den store styrke, den har opnået, fører dette automatisk til forintens svækkelse. Vi kan også spørge os selv, om økonomien næste år vil udvikle sig værre, end den gjorde i indeværende år. I det budget, der er blevet vedtaget, er udsigten, at dette ikke vil blive tilfældet, men at vor økonomi vil vokse. Men problemet er imidlertid, at overalt i Europa – eller i det mindste i de fleste europæiske lande – vil der sikkert komme en økonomisk nedgang, og dette vil forårsage politisk ustabilitet. De gamle grækere sagde, at verden kan befinde sig i to tilstande: somme tider befinder verden sig i tilstand af orden, der er kendt som kosmos, til andre tider er den i en tilstand af uorden, eller kaos. Og den europæiske økonomi har nu kurs mod det sidste. Det dilemma, som vi ungarere står i – og vi må finde nøglen til at løse det – er dette: Er det muligt, at der under en global recession findes steder med lokale undtagelser? Vort mål i de næste to år er at gøre Ungarn til en lokal undtagelse i den globale krise. Et ambitiøst mål!

Selv om vi lige har vundet et valg, betyder dette også, at vi gerne vil betragte de fire år foran os som en samlet enhed, og dog er det ikke muligt. Årsagen er, at de fire kommende år vil bestå af to perioder på hver to år. De første to år vil være perioden fra 2022 til 2024. I 2024 skal der være præsidentvalg i Amerika; og da vil de første virkelig seriøse udsigter til fred komme. Så vil vi komme frem til perioden fra 2024 til 2026. Vi har brug for en plan for de første to år, og en anderledes plan for de næste to år. Kan Ungarn blive en lokal undtagelse? Dette kan opnås, og her er nøgleordet ”Hold jer udenfor!” På det økonomiske område vil det kun lykkes for Ungarn at fortsætte sin succes, hvis vi holder os uden for krigen, hvis vi holder os uden for folkevandringerne, hvis vi holder os uden for den kønsrelaterede galskab, hvis vi holder os ude af den globale skat – jeg vil ikke komme udførligt ind på det på grund af mangel på tid, men de ønsker at pålægge os skat – og hvis vi holder os ude af den almindelige recession i Europa.

De gode nyheder er, at vi gjorde dette i 2010. Det er en god nyhed, at vi også gjorde det i 2020 under COVID-pandemien. Vi er kommet stærkere ud af enhver krise, end vi gik ind i den. Det, der skete i 2020, er, at vi overhalede i vejsvinget: under krisen overhalede vi Grækenland og Portugal, når vi opgør det i BNP pr. indbygger. Problemet er, at mens vi overhalede i svinget, kørte vi ind i en byge af isslag, så nu skal vi på én eller anden måde holde køretøjet på sporet.

For at opnå succes, tror jeg, at det er vigtigt for os at være i stand til at opnå nye aftaler med alle nøglespillere tilpasset den nye situation – ikke blot vedrørende de politiske vilkår, men også de økonomiske. Der må indgås en ny aftale med EU. Disse finansielle forhandlinger er i gang, og vi vil nå til enighed. Vi bevæger os lige nu frem mod afgrunden, holder hinanden i hænderne, men vi vil stoppe op, vende os imod hinanden, give hinanden knus og nå frem til en aftale i enighed. En ny aftale må indgås med russerne. Det er nødvendigt for Ungarn at nå til en ny enighed med russerne; Ungarn har brug for en ny aftale med kineserne; og dernæst har vi også brug for en ny aftale med USA – det vil muligvis blive lettere med republikanerne end med de nuværende demokrater. Hvis dette lykkes for os, hvis det lykkes for os at opnå aftaler med alle, sådan som vore nationale interesser kræver det, kan vi i 2024 komme tilbage på det gamle spor med vækst og udvikling.

Til sidst må jeg sige, at mens vi nu er i gang med at jonglere med datoer og årstal, lad os da ikke glemme, at vi faktisk arbejder os frem imod 2030. Jeg har talt om mange ting, og lige nu minder ungarsk regeringsførelse mig om kinesiske cirkusartister, der sætter tyve tallerkener i omdrejninger på én gang, og samtidig sikrer, at ingen af dem falder ned. Det er i al væsentlighed den opgave, vi må klare, men vi må ikke lade den kendsgerning ude af betragtning – samtidig med at vi holder tallerkenerne oppe i omdrejninger – at den vigtigste horisont og tidsgrænse for vore tanker ligger omkring år 2030. Vore analyser antyder, at dette er året, hvor den vestlige verdens problemer vil akkumulere og mangedobles med hensyn til spændinger. Også i USA vil man opleve en alvorlig krise. Jeg har netop anbefalet at læse en bog af en fransk forfatter; jeg vil derudover anbefale alle at læse en bog af den amerikanske analytiker George Friedman; bogen hedder ”The Storm before the Calm”, og er også udgivet på ungarsk (OA: ”Stormen før stilheden” – ikke udgivet på dansk). I bogen angiver han hovedtrækkene af de forskellige udfordringer, som USA vil komme til at stå overfor, og som vil nå deres højdepunkt omkring 2030. Men inden for dette tidsrum vil vi også på én eller måde komme til at se eurozonens problemer udfolde sig: med Sydeuropa og Nordeuropa, der følger divergerende udviklingsspor, med et Sydeuropa i stor gæld og med et Nordeuropa, der bliver nødt til at finansiere denne gæld. Det vil skabe en spænding, der efter nogen tid vil være uoverkommelig, medmindre Sydeuropa iværksætter reformer i harmoni med nordeuropæiske systemer. Men de viser ikke megen villighed til at foretage pludselige forandringer i deres kultur, hvilket er årsagen til, at den offentlige gæld i Sydeuropa svinger omkring 120, 150 eller 180 procent. Dernæst, omkring 2030, vil der opstå en ny magtdynamik inden for EU. Centraleuropa, vi centraleuropæere – der bliver behandlet på en måde, som jeg ikke behøver at uddybe nærmere – vil til den tid blive netto-bidragydere. Det øjeblik vil derfor komme, hvor Ungarn – på grund af vor hurtigere udvikling, en udvikling, der går hurtigere end deres – ikke vil holde balancen ved at modtage penge fra EU, men vil komme til at betale penge til EU. Ungarn vil komme til at betale mere, end det modtager. Tjekkerne er allerede ved at være meget tæt på den situation. Hvis polakkerne fortsat udvikler sig på den måde, som vi allerede ser, vil de inden længe nå til det samme punkt omkring 2030, og vi vil også nå dertil på omtrent det samme tidspunkt. Det medfører, at der vil opstå ny magtdynamik: den, der betaler musikken, bestemmer, hvad der skal spilles. Dette vil også forandre vore relationer til verden omkring os, og skabe en ny situation for os inden for EU. Med andre ord, kære venner, omkring år 2030 skal vi være i topform. Det er på det tidspunkt, vi vil få brug for al vor styrke: vor diplomatiske, økonomiske, militære og intellektuelle styrke.

Her til sidst vil jeg tage Zsolt’s gode råd til mig, og blot opliste de faktorer, der vil hjælpe os til at gøre Ungarn til en lokal undtagelse fra den globale recession.

Den første er, at vi stadig har vort grænseforsvar.

Den anden er, at vi har et familiebaseret samfund, hvilket er en faktor, der med sikkerhed fremmer stor virkelyst og motivation.

Lige nu er vi i gang med at implementere større udviklingsprojekter i vort militære forsvar og i den militær-industrielle sektor.

Vi er i gang med at sprede vore energikilder. Tilfældigvis er det, som EU ønsker, ikke at sprede energikilderne. Spredning af energikilderne betyder, at man ikke er sårbar, når man har sine energikilder spredt over mange forskellige steder. Hvad EU gør, er at pålægge sanktioner med det formål at forhindre EU i at få energi fra et bestemt sted. Det er en helt anden opfattelse af situationen. Vi ønsker ikke at holde op med at få energi fra Rusland; vi ønsker ganske enkelt at ophøre med at få energien udelukkende fra Rusland.

Vor femte store mulighed er at udnytte de teknologiske landvindinger. Hvis vi er tilstrækkeligt hurtige, kan vi altid opnå gevinster ved teknologiske forandringer. På dette område har vi eksemplet med elbiler. I Ungarn foretager vi kæmpeinvesteringer i batterier, og på meget kort tid vil vi blive verdens tredjestørste producent af batterier – den tredjestørste batteriproducent i absolutte mængder, ikke bare procentuelt – og verdens femtestørste eksportør. Der findes altså disse nicheområder, som vi kan træde ind i.

Tilgang af udenlandsk kapital: det er vor sjette fordel. Både Øst og Vest leverer kapital til os. Allerede i 2019 – eller måske 2020 – tilførte Sydkorea os de største kapitalinvesteringer, efterfulgt af Kina året efter, og dernæst igen Sydkorea i indeværende år. Samtidig fortsætter også de tyske investeringer: i går blev bygningen af den nye Mercedes-fabrik annonceret; med den vil der blive tale om en investering på en milliard euro. Vi er et transit-land, og vi ønsker fortsat at være en transitøkonomi. Her må jeg bemærke, at dersom verden deler sig op i blokke, og endnu en gang bliver splittet mellem Øst og Vest, vil vi ikke være et sted, hvor man mødes, eller et transitland. Hvis magtblokkene igen opstår, vil vi ikke være et mødepunkt, en portåbning, et kontaktpunkt, der forener fordelene fra både Øst og Vest, men vi vil komme til at stå på kanten af et eller andet, i periferien. Så vil Ungarn ikke være et velstående Ungarn, men en støvet udkantsgarnison af den slags, vi læser om i værket af (komedieforfatteren) Jenö Rejtö. Vi må derfor være modstandere af dannelsen af sådanne blokke. Det er den eneste måde, hvorpå et transitland og en transitøkonomi kan være profitabelt.

Vor ottende chance for succes er baseret på politisk stabilitet: vi har to tredjedeles flertal. En regering med to tredjedeles flertal kan ikke væltes, og der er heller ingen koalitionsskænderier, for vi indgår ikke i nogen koalition. Måske har I ikke lagt så meget mærke til det, men faktisk har vi over de seneste år i nationale sammenhænge også sørget for et generationsskifte. Lad os set bort fra den kendsgerning, at i Vesten begynder folk på min alder deres politiske karriere. Det er anderledes i Ungarn, og jeg bevæger mig mod udgangsdøren. Vi må sikre os, at den generation, der følger efter os, er i besiddelse af lederevner med det samme nationale og emotionelle engagement som den, vi har leveret til Ungarn. Derfor har vi ganske stille iværksat et generationsskifte, der symboliseres derved, at en 44-årig mor til tre er republikkens præsident, i modsætning til eller samtidig med en premierminister som mig, der snart vil være oppe i tresserne. Hvis man betragter regeringen, kan man se ministre, der er i fyrrerne – nogle af dem i begyndelsen af fyrrerne – og som vil være i stand til at levere lederskab for Ungarn tyve eller tredive år frem i tiden. Selvfølgelig er et generationsskifte aldrig nemt, fordi der er en forskel mellem nytilkomne, der ikke vil have seletøjet på, og dem, der trækker vognen. De, der kaster seletøjet af sig, bør have en chance for at optræde i et cirkustelt, mens de, der trækker vognen, bør inddrages i den politiske beslutningsproces.

Den niende nøgle til at opnå succes i vor strategi med at udgøre en lokal undtagelse fra den globale recession er vort intellektuelle og åndelige grundlag. Ungarn er stadig i besiddelse af sin nationale grundholdning, sin atmosfære af nationalfølelse, sin kultur og sit sprog, der formår at beskrive hele den ungarske verden.

Og til sidst, den tiende faktor, der giver os mulighed for medvind, er, hvad jeg vil kalde ambition. Ungarn har ambitioner. Ungarn har fællesskabsambitioner og virkelig også nationale ambitioner. Ungarn har nationale ambitioner og tilmed europæiske ambitioner. Det er årsagen til, at vi for at bevare vore nationale ambitioner må vise solidaritet i den vanskelige periode, der ligger foran os. Fædrelandet må stå samlet; og Transsylvanien og de andre områder i Det Karpatiske Bassin, som er beboet af ungarere, må stå sammen. Denne ambition, kære venner, er det, der driver os, det, der tvinger os – det er vort brændstof. Det er opfattelsen af, at vi altid har givet mere til verden, end vi har modtaget fra den, at der er blevet taget mere fra os end givet til os, at vi har udsendt fakturaer, som endnu ikke er blevet betalt, at vi er bedre, flittigere og har flere talenter end der kan ses ud fra den position, vi nu befinder os i, sammen med den kendsgerning, at verden skylder os noget – og at vi ønsker og også vil opkræve denne gæld. Det er vor stærkeste ambition.

Tak, fordi I lyttede på. Fremad Ungarn, fremad ungarere!

Oversætter: Jens Kristian Bech Pedersen.

Kilder:

  1. https://abouthungary.hu/speeches-and-remarks/speech-by-prime-minister-viktor-orban-at-the-31-st-balvanyos-summer-free-university-and-student-camp
  2. https://www.washingtonpost.com/world/2022/07/27/viktor-orban-mixed-race-cpac/Washington Post
  3. https://www.reuters.com/world/europe/hungarys-orban-says-his-anti-immigration-stance-not-rooted-racism-after-backlash-2022-07-28/





Source link

KNOWLEDGE is POWER / REAL NEWS is KEY

Rigtige Nyheder får du desværre ikke på
DR, TV2, Facebook eller Twitter
Kom med over på Telegram, det vil du aldrig fortryde!

Herunder 4 videoer du med garanti ikke kommer til at se i de Danske medie-støttede løgne-medier!

Få Adgang Til Rigtige Nyheder
Med millioner af andre aktive brugere

PGlmcmFtZSB3aWR0aD0iNjQwIiBoZWlnaHQ9IjM2MCIgc3JjPSJodHRwczovL3d3dy55b3V0dWJlLmNvbS9lbWJlZC9GZzZuVDFBN1IxWSIgdGl0bGU9IllvdVR1YmUgdmlkZW8gcGxheWVyIiBmcmFtZWJvcmRlcj0iMCIgYWxsb3c9ImFjY2VsZXJvbWV0ZXI7IGF1dG9wbGF5OyBjbGlwYm9hcmQtd3JpdGU7IGVuY3J5cHRlZC1tZWRpYTsgZ3lyb3Njb3BlOyBwaWN0dXJlLWluLXBpY3R1cmUiIGFsbG93ZnVsbHNjcmVlbj48L2lmcmFtZT4=
UKRAINE INFO

PGlmcmFtZSB3aWR0aD0iNjQwIiBoZWlnaHQ9IjM2MCIgc2Nyb2xsaW5nPSJubyIgZnJhbWVib3JkZXI9IjAiIHN0eWxlPSJib3JkZXI6IG5vbmU7IiBzcmM9Imh0dHBzOi8vcnVtYmxlLmNvbS9lbWJlZC92cGVmZ24vP3B1Yj00Ij48L2lmcmFtZT4=
Se denne Video!

PGlmcmFtZSB3aWR0aD0iNjQwIiBoZWlnaHQ9IjM2MCIgc2Nyb2xsaW5nPSJubyIgZnJhbWVib3JkZXI9IjAiIHN0eWxlPSJib3JkZXI6IG5vbmU7IiBzcmM9Imh0dHBzOi8vd3d3LmJpdGNodXRlLmNvbS9lbWJlZC9KcWlBWFdWUEFLcGYvIj48L2lmcmFtZT4=
Vigtig Video!

PGlmcmFtZSB3aWR0aD0iNjQwIiBoZWlnaHQ9IjM2MCIgc2Nyb2xsaW5nPSJubyIgZnJhbWVib3JkZXI9IjAiIHN0eWxlPSJib3JkZXI6IG5vbmU7IiBzcmM9Imh0dHBzOi8vd3d3LmJpdGNodXRlLmNvbS9lbWJlZC8ydEZzdEJzNjFQRTUvIj48L2lmcmFtZT4=
SE DENNE VIDEO

Få Adgang Til Rigtige Nyheder
Med millioner af andre aktive brugere
×
Show
×
Show