14.11.2019

Et lovudkast fra regeringen siger, at børn af forældre med dansk statsborgerskab, der fødes i områder, hvor en terrororganisation er part i en væbnet konflikt, ikke længere automatisk skal blive danske statsborgere. Det lyder godt, men kigger man det i sømmene, er det et stort bluffnummer.

Lovforslaget løser på ingen måde problemerne. Det er slet ikke vidtgående nok. Den eneste ændring, lovforslaget vil medføre, er, at man går fra en automatisk tildeling af statsborgerskab til en individuel vurdering. Der vil det så støde på en masse problemer i forhold til en række konventioner.

Og der ved vi jo, hvordan tidligere regeringer og den nuværende regering sætter internationale konventioner over danskernes tryghed og sikkerhed. I Nye Borgerlige har vi det helt anderledes. Vi passer på danskerne og sætter deres tryghed og sikkerhed over internationale konventioner.

LÆS OGSÅ: Konventioner er ikke hellige skrifter

Hverken IS-terrorister eller deres børn skal tilbage til Danmark. IS-terrorister skal fratages deres danske statsborgerskab. Derfor skal deres børn selvfølgelig heller ikke tildeles dansk statsborgerskab. Børnene er deres forældres – ikke den danske stats.

At voksne og børn så bliver statsløse, er ganske enkelt ikke vores problem. Det kan ikke være vores bekymring. IS-terroristerne har valgt – og de valgte Danmark fra. Nu skal vi vælge – og vi skal vælge dem fra.

Det er jeg ret sikker på, at de fleste danskere er enige i. At de fleste politikere ikke kan forstå vigtigheden af det, er ubegribeligt.

Vi mangler svar på en masse spørgsmål i forhold til dette lovudkast. De spørgsmål vil vi forsøge at få svarene på. Danskerne fortjener sandheden, og det vil vi som danskernes vagthund og talerør i Folketinget selvfølgelig forsøge at hjælpe dem med.

SE OGSÅ: Mette Thiesen revser Folketinget om IS-krigere