Klumme: Verdens ”bedste” folkeskole i langsom deroute (2021)

Klumme: Verdens ”bedste” folkeskole i langsom deroute (2021)


Folkeskolelærernes faglighed og elevernes uddannelsesniveau falder konstant med det resultat, at år efter år udklækkes der en ny generation af funktionelle analfabeter. Undervisningsministeren hævder, at det går ”bedre end nogensinde” med den danske folkeskole, alt imens de rige stemmer med fødderne og flytter deres børn til privatskoler. De ønsker ikke at deltage i velfærdsstatens socialpolitiske eksperiment.

Det ligger danskerne i rygmarven, at Danmark har verdens bedste folkeskole. Virkeligheden er imidlertid, at siden 1970’erne har folkeskolen i katastrofal grad tabt fagligt fokus. Faglig stolthed blandt lærerne er afløst af socialdemokratisk fagforeningskultur. I stedet for at give eleverne brugbare kundskaber har de røde reformpædagoger set som deres mission at gøre dem til lykkelige og harmoniske mennesker med ”kulturel forståelse og globalt udsyn”.

Den herskende pædagogiske ideologi har ødelagt respekten for basale færdigheder i skolen. Danske skoleelever klarer sig middelmådigt i internationale undersøgelser. PISA-undersøgelserne har vist, at det gennemsnitlige niveau for danske elevers læsekompetence ikke har rykket sig siden år 2000. De fleste elever har meget sjældent eller ligefrem aldrig læst en bog. Alt for mange af de elever, som gymnasierne modtager fra grundskolen, kan ikke læse, skrive eller regne på et brugbart niveau. Facit er, at den danske folkeskole, som er en af verdens dyreste, er blevet en pølsefabrik, der udklækker funktionelle analfabeter. Over 600.000 voksne danskere mangler basale færdigheder i dansk og matematik, og 1 mio. voksne mangler it-færdigheder på basalt niveau.

Den store prestigefyldte reform af folkeskolen fra 2013, der er grundlaget for hverdagen i landets folkeskoler, har hverken hjulpet på elevernes trivsel eller på det faglige niveau. Folkeskolen er ved at blive et samlingssted for et B-hold bestående af ressourcesvage og fattige elever, mens de rige sender i stigende grad deres børn til privatskoler. De ønsker ikke, at deres børn skal være en del af velfærdsstatens socialpolitiske eksperiment.

En præstations-forskrækket og uambitiøs socialdemokratisk taberkultur, som politikerne på begge fløje har opbygget i undervisningssystemet, betyder, at for mange ukvalificerede optages på universiteterne, fordi for mange ukvalificerede kommer i gymnasiet. Og det skyldes igen, at undervisningsniveauet er for lavt i fødekædens første led – folkeskolen.

Alle danske børn skal være lige dumme

Folkeskolen er blevet et instrument for socialdemokratisk ligemageri, der er et mål i sig selv, i stedet for at være en dannelses- og oplysningsinstitution. I årtier har eksperter og forskere gjort opmærksom på, at den danske folkeskole var udmærket for de gennemsnitlige. Men ikke nødvendigvis for de elever, der befinder sig enten i den svage ende af skalaen, fagligt eller socialt. Eller som modsætningsvis hører til de allerdygtigste.

Det danske undervisningssystem har i årtier hyldet principperne om, at ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” og ”Hvis alle ikke kan blive lige kloge, skal alle være lige dumme”. De røde reformpædagogers hetz mod ”den sorte skole” har medført en nedvurdering af elementær viden om historie, samfundsforhold, kulturhistorie, naturvidenskab, klassiske dannelsesidealer og traditionelle dyder som respekt for faglighed. Over en bred politisk kam er der enighed om, at der er generationer i Danmark, der lider under et massivt dannelsestab, fordi der er mere fokus på folkeskolen som et socialpolitisk redskab end som dannelsesinstitution.

Folkeskolen ser det som sin mission at udføre social ingeniørkunst for velmenende politikere i stedet for at være folkeskole. Reformpædagogerne har sat fordummelsen i system og uddanner elever efter laveste fællesnævner. De har afskaffet elevernes lektier og hjemmearbejde, de laver forsøg med karakterfri skoler og advarer om, at det vil skabe tabere i skolen, hvis der bliver stillet krav til eleverne. Alle er dygtige! Når talen falder på mangel på færdigheder og viden hos eleverne, er pædagogernes standardsvar ”Men så kan de så meget andet…

Den røde regering har planer om at afskaffe tests og karakterer. Der skal jo være plads til alle. Også dem, der ikke kan eller gider. Eleverne bliver frustrerede af at få karakterer, fordi de skaber et præstationspres, hævdes det. Karakterer og tests er imidlertid den bedste indikator for elevernes niveau og viser, hvor indsatsen skal sættes ind. Tests giver viden om nye elever, når de begynder på skolen, og ifølge mange lærere findes der ikke andre redskaber, der er så effektive som tests. Skolen har brug for data, der kommer fra gode redskaber, for at kunne følge med i elevernes udvikling, læring og udbytte af undervisningen.

I skolen hersker hundrede syttende bølge af ”reformpædagogik”. Færdigheder og konkret viden nyder ringe opmærksomhed. Børn oversvømmes med ”ansvar for egen læring”, læringsmål, gruppearbejde og krav om at ”innovere”. De abstrakte krav er enorme og ofte helt ude af trit med børnenes udviklingstrin. Der sættes ingen nedre barre for, hvornår børn er klar til at blive mødt med abstrakte krav om at styre gruppeprocesser, forhindre mobning, klare integrationsopgaven eller løse gåden om sult i verden. På denne måde forsvinder barndommen næsten, for eleverne forventes at kunne forholde sig til problemer, de fleste voksne ikke ser sig i stand til at løse.

Lærerne efterspørger nye spændende projekter, der kan genskabe deres arbejdsliv i nye rammer. De sætter derfor ”fremtidens skole” i søen med jævne mellemrum. Ofte uden at skele til de erfaringer, der har været gjort med lignende projekter, hvor skolen er blevet revolutioneret, nedbrudt og genfortalt på en ”ny og innovativ måde”. Eleverne forsøger at følge med, så godt de kan.

Det går ned ad bakke med lærernes faglighed

Forskningslitteraturen peger på de meget store effekter af at have gode lærere på børns vej gennem livet. Det har indflydelse på tilknytning til arbejdsmarkedet, på uddannelse og på løn. Ifølge OECD er danske lærere væsentligt dårligere til at læse, til matematik og til problemløsning end lærerne i de lande, Danmark plejer at sammenligne sig med. Krakas og Deloittes seneste undersøgelse af den danske lærerstand viser, at kvaliteten af folkeskolelærerne bliver dårligere og dårligere. En analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed bekræfter, at danske lærere i løbet af de sidste 25 år er blevet dummere.

Læreruddannelsen i Danmark er en fiasko. En evaluering af landets læreruddannelser i 2018 pegede på, at for mange studerende kommer igennem uddannelsen med en ”ringe studieindsats”. Desuden bliver de studerende ikke mødt med tilstrækkeligt høje krav. Der mangler en ambitiøs læringskultur. De studerende siger, at det er nemt at bestå, at de ikke er der ret meget, eller at de kan klare en læreruddannelse ved at læse 15 timer om ugen.

Mens lærere tidligere blev rekrutteret fra befolkningens intelligensreserve, er lærerstuderende de sidste 20-30 år blevet rekrutteret blandt unge, der har svært ved at blive optaget på andre uddannelser. Skolelærer er blevet et lavstatusfag, som mange erfarne lærere søger væk fra, alt imens de erstattes af unge uden erfaring og de rette kompetencer. Man estimerer, at 15.000 læreruddannede arbejder andre steder end i folkeskolen.

Hvor det i 2012 blot var hver tiende, er det i dag hver sjette underviser i den danske folkeskole, som ikke har en læreruddannelse. Frederikssund slår alle de danske kommuner, når det gælder mangel på læreruddannede. 32 pct. af lærerne i kommunen har således ikke en læreruddannelse. Og i Nordsjælland er det knap hver fjerde. I 2030 forventes der at mangle ca. 13.100 uddannede lærere, samtidig med at der forventes at være 25.000 unge med en lang videregående uddannelse, der står uden arbejde.

Færre af de dygtigste gymnasieelever vælger at blive lærer. I 1997 var 8 pct. af de 5.000 bedste studenter, der gennemførte en læreruddannelse, i 2011 var det blot 2 pct. Rockwool Fondens analyser viser, at andelen af nyuddannede lærere med de ringeste karakterer er på 25 år steget fra 20 til 30 pct., mens andelen, der kommer fra den bedste fjerdedel, er faldet fra 20 til 15 pct. Der er altså i de senere år blevet uddannet færre lærere, som var blandt de allerbedste i deres gymnasieårgang. Det råstof, som lærerseminarierne har at arbejde med, er med andre ord blevet dårligere. Lærernes haltende faglighed betyder, at lærerfaget som sådan mister prestige og dermed bider problemet sig selv i halen, for så er der stadig færre dygtige gymnasieelever, der tiltrækkes af faget.

Mens danskerne bilder sig ind, at Danmark er et videnssamfund og et foregangsland inden for digitalisering, siger 37 pct. af lærerne i en ny undersøgelse af lærernes brug af digitale læremidler, at de ikke har modtaget opkvalificering i at benytte de nyeste undervisningsteknologier de seneste tre år. Samtidig oplever knap hver fjerde lærer så store problemer med at komme på nettet i undervisningen, at det begrænser brugen af digitale læremidler. Den eksisterende lærerstab er uddannet til at lære børnene de klassiske færdigheder som at læse, skrive og regne, men ikke hvilke muligheder digitalisering giver borgerne og samfundet. Digitaliseringsniveauet i den danske folkeskole afhænger derfor af lærernes personlige interesse samt flair for it og digitalisering, hvilket fører til en voldsom forskelsbehandling af landets elever.

Grundskolen er opdelt i et A- og B-hold

Siden årtusindskiftet er folkeskolen blevet stadig mere opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst, uddannelsesmæssige baggrund, indkomst og offentlig forsørgelse. Verdens måske dyreste folkeskole er blevet et samlingssted for et B-hold bestående af ressourcesvage og fattige børn til lavuddannede, mens de højtuddannede sender i stigende grad deres børn til privatskoler. De højtuddannede fravælger folkeskolen dels på grund af lærernes manglende faglighed og evne til at opretholde disciplin, og dels på grund af det store antal utilpassede elever med indvandrerbaggrund.

Det er en udvikling, der kommer langsomt, men støt. Fra skoleåret 2010/2011 til 2015/2016 er antallet af elever i de frie grundskoler steget med 18 pct. I samme periode er antallet af elever i folkeskolen faldet med 4 pct. I 2017 begyndte hvert sjette barn på fri- eller privatskole. Der er således tusinder af danske familier, der ikke bare betaler til deres børns uddannelse via skatten, men som også bruger en ofte betragtelig privat sum oven i skatten.

Socialdemokraterne og deres røde støttepartier nærer en dyb skepsis over for ideen om, at forældre frit skal kunne vælge, om de vil sende deres børn i en folkeskole eller benytte friskoler og privatskoler. Partiet har derfor bebudet, at det vil begrænse antallet af børn i fri- og privatskoler ved at reducere tilskuddet og dermed gøre det dyrere at vælge friskole. Det siger sig selv, at det især vil gå ud over forældre med lave indkomster. Det er i den forbindelse tankevækkende, at den røde skepsis over for private skoler ikke forhindrer røde politikere som f.eks. Pia Olsen Dyhr (SF) i at fremhæve folkeskolen frem for privatskoler for efterfølgende at tage sit barn ud af folkeskolen og melde det ind på netop en privatskole. I 2010 valgte både daværende socialdemokratiske formand, Helle Thornings-Schmidt (S), og den nuværende statsminister, Mette Frederiksen (S), at flytte deres børn fra folkeskole til privatskole, selv om de begge har fremhævet folkeskolen frem for privatskoler.

Forestillingen om, at privatskoler er synonymt med skoler for elitens børn, der bliver kørt i skole i fars Porsche, holder ikke. Der er en bred palet af skoletyper, som vidner om livlig initiativrigdom i civilsamfundet. Der er skoler, som drives ud fra bestemte pædagogiske principper, som Rudolf Steiner-skoler. Der er skoler, som forældre etablerer, fordi kommunen lukker den stedlige folkeskole. Og der er skoler for højt begavede børn og for autistiske børn, hvis behov folkeskolen ikke dækker. De private skoler er derfor et fristed, hvor forældre kan søge hen, hvis folkeskolen ikke leverer varen, eller når private løser opgaver for børn med særlige evner eller behov.

De riges skoler er fagligt bedst

Folkeskolen bliver i stigende grad opdelt såvel socialt som fagligt. Danske skoleelever deler sig i stigende grad op, så velstilledes børn går i private skoler. Tendensen har været kendt længe – veluddannede med høje indkomster vælger folkeskolen fra til fordel for private skoler – og længe har man troet, at det var et fænomen i København og de store byer. Sådan er det ikke, for tendensen er den samme i hele landet.

I hele landet er det overklassens og den højere middelklasses børn, der i vidt omfang vælger privatskoler. Siden kommunalreformen i 2007 er hver femte folkeskole i Danmark lukket. Mange steder har forældre i stedet oprettet friskoler, hvilket har medført, at andelen af elever på de private skoler er vokset. Blandt eleverne i første klasse gik 18 pct. på privatskole i 2019, mens dette tilbage i 2009 kun gjaldt 13 pct. I 2017 begyndte hvert sjette barn på fri- eller privatskole.

Nyuddannede lærere med høje karakterer bliver fortrinsvis ansat på ressourcestærke skoler, hvor der er flest elever med forældre, der har lange videregående uddannelser. Nyuddannede lærere, der klarede sig relativt dårligt i gymnasiet, bliver derimod ansat på ressourcesvage skoler, hvor der er flest elever med lavuddannede forældre. Hvis skolen får færre dygtige lærere, falder kvaliteten, og derfor sender middelklassen i stigende grad deres børn til private grundskoler, som tiltrækker de dygtigste lærere.

Undervisningseffekten eller løfteevnen er et mål for, hvor meget de enkelte skoler er i stand til at gøre eleverne i afgangsklasserne fagligt dygtigere sammenlignet med, hvad man kunne forvente i forhold til deres forældres baggrund – bl.a. uddannelsesniveau​, indkomst og beskæftigelse. Helt generelt løfter privat- og friskoler eleverne bedre end folkeskoler.

Når privat- og friskolerne klarer sig bedre, skyldes det, at forældre, der vælger disse skoler, er mere engagerede i deres børns skole og undervisning og derfor i højere grad hjælper med til at ”løfte” eleverne fagligt. Når man aktivt har valgt en anden skole end folkeskolen, er det ifølge Danmarks Lærerforening et tegn på et større engagement i undervisningen, hvilket viser sig i bedre karakterer. Sammen med lærernes kvalifikationer, er forældrenes opbakning til elevernes skolegang det, der har den største betydning for elevernes udbytte af skolen.

Forældre til elever på frie grundskoler har typisk en højere indkomst, ligesom de oftere har en videregående uddannelse og sjældnere er enlige forældre. Andelen af forældre med ikkevestlig baggrund i de frie grundskoler er faldet siden 2010, mens den er steget på folkeskoler. Folkeskolen er således ikke længere det, som den har skullet hidtil – at være den almene brede ”folkets” skole, hvor danskerne møder hinanden på tværs af sociale grupper.

Utilpassede elever ødelægger undervisningen

Folkeskolen optager utilpassede unge, som har svært ved at indgå i fællesskabet og følge simple regler og normer. De har ikke respekt for læreren, de tager ikke hensyn til andre, og de ved ikke, hvordan de skal gebærde sig i skolen. De er opvokset i et meget individorienteret samfund, hvor respekt for læreren ikke er en selvfølgelighed. Den sløsede opdragelse i Danmark betyder, at børnene er små egocentrerede mennesker, som kun går efter deres egne behov uden at rumme den nødvendige empati, der gør, at man kan indgå i et fællesskab med andre.

På mange skoler er der kulturelle konflikter, vold og sammenstød mellem danske og muslimske børn. Grundet et mangelfuldt dansk sløver de muslimske indvandrerbørn undervisningen og udfordrer den sociale sammenhængskraft i klassen. Her kommer den meget bløde danske pædagogik til kort. Lærerne formår ikke at skabe tryghed i skolen ved at løse konflikter med den bløde inddragende form. De bruger så megen tid på at kalde til ro og orden, gentage beskeder, mødes med forældre, deltage på kurser og gå til møder med socialrådgivere og alt muligt andet, at de ikke har tid til at komme rundt om pensum eller til at kende alle elevernes faglige niveau, behov og muligheder.

I en undersøgelse fra Rådet for Børns Læring siger hver tredje folkeskoleelev, at de ikke gider gå i klasse med dem, der larmer og støjer. I stedet ville de ønske, at de forstyrrende elever helt blev smidt ud af klassen. Den viser også, at lidt over halvdelen af eleverne oplever, at der er elever i klassen, som skaber dårlig stemning for alle andre. Samtidig oplever mere end halvdelen, at lærerne giver meget mere opmærksomhed til nogle bestemte elever i forhold til andre, og det går blandt andet ud over, hvor meget de lærer i timerne.

Den seneste TIMMS-undersøgelse (Trends in International Mathematics and Science Study) fra 2019 viser, at 29 pct. af de danske lærere bliver ”meget” forstyrret af elever, der afbryder undervisningen. I 2011 sagde kun 13 pct. det samme. I en evaluering fra Undervisningsministeriet af folkeskolen er andelen af forældre til skolebørn, som angiver, at der er meget forstyrrende støj i undervisning, steget fra 43 pct. i 2014 til 63 pct. i 2018.

Det er ikke ualmindeligt, at der i en klasse sidder 27 børn med forskellig etnicitet, på meget forskellige læringsstadier og med forskellige diagnoser, og at der bare er én lærer til at styre løjerne. Det er en ofte urimelig stor mundfuld for den enkelte lærer. Det er primært inklusionselever (de såkaldte gråzonebørn) og de muslimske indvandrerbørn, der larmer og skaber dårlig stemning for andre i klassen. Lærerne oplever, at de mange elever med særlige behov gør det svært at differentiere undervisningen og helt banalt skabe ro i timerne. Der er dog ikke mange, der har lyst til at sige det højt.

Gråzonebørn er de børn, som har et eller andet handicap: ADHD, ADD, AUTISME, ADFÆRDSFORSTYRRELSE eller AFSINDIGT. De inkluderes i et alment skoletilbud, fordi de er for godt kørende til et dyrt specialtilbud. Med indførelse af inklusion i skolen faldt antallet af børn i dyre specialskoletilbud, men samtidig er antallet af børn med diagnoser støt stigende. Det udfordrer skolesystemet og er en menneskelig katastrofe for de børn, der ikke længere får den nødvendige støtte, fordi det er der ikke råd til i det danske velfærdssamfund. Mange gråzonebørn er udredt og har papirer på deres forstyrrelser, og for rigtig mange bliver skoletiden i et alment skoletilbud et sandt helvede. Inklusionen går dog ikke kun ud over gråzonebørnene selv. De fylder så meget i den daglige undervisning, at det går ud over andre elevers indlæring. Det dårlige undervisningsmiljø er årsagen til det chokerende højt fravær blandt folkeskoleeleverne. Ifølge en rapport fra Børns Vilkår og Egmont Fonden var 14,2 pct. – svarende til ca. 75.000 elever – fraværende i mindst én måned i skoleåret 2018/19. Ifølge Børns Vilkår er den vigtigste grund til fraværet dårlig trivsel i klassen.

Samtidig med, at utilpassede elever får lov til at ødelægge undervisningen, svigter skolen de højtbegavede elever, som i dag henslæber skoledagen med at agere hjælpelærere og derfor egentlig burde aflønnes. Der er i folkeskolen masser af specialtilbud til de 2 pct. mindst begavede problembørn, men ingen specialtilbud til de 2 pct. mest begavede. De opfattes som problembørn og sendes til en psykolog. Børnene får ikke udfordringer nok, de mistrives, og de får aldrig udnyttet deres potentiale. Konsekvensen er, at mange forældre vælger folkeskolen fra og sender deres børn på specialskoler for højtbegavede børn. Folkeskolen taber dermed de børn, der har størst potentiale, men som ikke føler, at de passer ind eller er en del af fællesskabet.

Generationer af drenge tabes på gulvet

Siden omkring 1990 er drenge sakket mere og mere bagud i skolevæsenet. Forskellen mellem pigers og drenges præstationer og karaktergennemsnit i folkeskolen bliver større år for år. Nævnte forskel slår igennem i hele uddannelsessystemet, så der i dag er flere kvinder, der tager en lang videregående uddannelse end mænd, samt færre unge mænd end kvinder, der får en ungdomsuddannelse. Kønsforskellene betyder et samfundsmæssigt tab, fordi de slår gennem på arbejdsmarkedet, hvor man i dag mangler teknikere, ingeniører og faglærte håndværkere.

Den danske folkeskole er indrettet på pigernes præmisser. Den er blevet så ”feminiseret”, at den skubber drengene fra sig. Lærerne, og især de kvindelige lærere, belønner de elever, der accepterer at indordne sig og stille læreren tilpas. Det er piger typisk bedst til. Drenge har derimod brug for saglighed, vægt på dygtighed og stræbsom konkurrence, men det får de ikke i den feminiserede skole, der leverer succespædagogik – alle er dygtige, fordi et barn må ikke lide et nederlag.

De fleste kvinder er mere fokuserede på relationer mellem mennesker end mænd. Kvindelige lærere fokuserer derfor mere på elevernes sociale relationer samt følelsesmæssigt velvære og mindre på undervisningens faglige indhold. De baserer undervisningen på at opbygge sociale relationer til eleverne, hvilket pigerne gerne vil leve op til. Det vil drengene ikke. I den danske folkeskole er andelen af kvindelige lærere ca. 70 pct. og svagt stigende. Der er meget, der tyder på, at den stigende andel af kvindelige lærere hæmmer drengene.

En amerikansk undersøgelse af skoleelever i 8. klasse viser, at lærerens køn har væsentlig betydning. Hvis drenge har en mandlig lærer, så klarer de sig signifikant meget bedre i matematik og også noget bedre i naturfag og læsning. En ekstra gevinst er, at med en mandlig lærer laver drengene meget mindre uro i klassen. Hvis piger har en kvindelig lærer, så klarer de sig bedre i visse fag, men er dårligere i matematik og naturfag.

Drengene sakker i stigende grad bagud, når man ser på karaktererne i de ældste klasser. Mere end 17 pct. af drengene opnår ikke karakteren 02 i dansk og matematik, og 40 pct. af de drenge, der dumper i matematik, ender ifølge Danmarks Statistik med at få en dom. Drenge har mærkbart sværere ved at præstere i det nuværende uddannelsessystem. Deres manglende eksamensresultater begrænser ikke kun deres fremtid, men også samfundet som helhed.

Folkeskolereformen af 2013 er en dundrende fiasko

Folkeskolereformen af 2013 blev vedtaget, fordi folkeskolen havde brug for et massivt løft. Folkeskolen var ikke god nok til at skabe udvikling hverken for de fagligt svage eller fagligt stærke elever: 15 pct. af eleverne havde ikke tilstrækkelige læsekompetencer og 17 pct. forlod skolen uden tilstrækkelige matematikkompetencer. Kun 5 pct. blev vurderet til at være stærke læsere, og en betragtelig andel af eleverne blev henvist til specialundervisning. Skolen formåede heller ikke at bryde den negative sociale arv. Faktisk går nutidens elever i lige så høj grad i deres forældres sociale fodspor som for 60-70 år siden. Og endelig var der for meget uro og larm i klasserne, som havde negativ effekt på elevernes trivsel og faglige resultater.

Den seneste TIMSS-undersøgelse viser, at danske skoleelevers evner i matematik er blevet markant dårligere, efter at folkeskolereformen blev indført. Eleverne har svært ved at forstå teksterne i matematikopgaverne og har en dårligere talforståelse og begreb om mængde, fordi mange ikke er vant til at spille med terninger derhjemme eller bruge kontanter. Undersøgelsen viser også, at elevernes motivation i matematik er faldet. Hvert sjette barn forlader folkeskolen uden basale færdigheder i dansk og matematik, hvilket er et stort problem. Der er jo mange uddannelser, som ikke kan gennemføres uden et minimum af matematikevner, og det samme gælder også for nogle erhvervsuddannelser. De ringe matematikkundskaber vanskeliggør realiseringen af ønsket om at få flere ind på de naturvidenskabelige- og andre uddannelser, der forudsætter matematisk indsigt.

Følgeforskningen til 2013-reformen viser, at kun under halvdelen af skolerne har implementeret reformens centrale elementer, samt at det lave faglige niveau i folkeskolen hænger sammen med læreruddannelsen. En ekspertgruppe, der har evalueret læreruddannelsen, har slået fast, at (1) den mangler at kunne sikre ”dybde, sammenhæng og progression i uddannelsen”, at (2) det ikke er lykkedes at ”sikre en ambitiøs læringskultur på læreruddannelsen”, idet de studerende ikke bliver ”mødt af høje forventninger” og fordi ”der er for mange studerende, der slipper gennem læreruddannelsen med en for ringe studieindsats”. (3) Endelig er det et problem, at ”forskning ikke inddrages mere systematisk i læreruddannelsen”.

Målet for 2013-reformen var, at mindst 80 pct. af eleverne skulle være gode til at læse og regne i de nationale test. Andelen af de allerdygtigste elever skulle stige år for får, og andelen af elever med dårlige resultater i dansk og matematik skulle omvendt falde år for år. I virkeligheden er det gået lige omvendt. Andelen af elever, som opnår gode resultater, er faldet. Den nedslående konklusion er, at 2013-reformen ikke har haft nogen nævneværdig effekt. Hverken på elevernes faglige resultater eller trivsel. Her ved indgangen til 2022, otte år efter at 2013 reformen blev vedtaget, står den danske folkeskole med præcis de samme udfordringer som dengang.

 

 

 

 

 

 

 





Source link