Danmark: Friday, January 22, 2021
© 2021 HAStoSEE.COM
Gratis - Del Gerne
Gratis - Del Gerne
Online Læsere: 46
(3 kikker bare på de flotte billeder)
Danmark og hele den vestlige verden er ved at gå til grunde, godt hjulpet af den politisk korrekte venstreorienterede fakenews bølge der hersker i både politik og medier. Vi har samlet artikler fra Websites som kæmper mod denne udvikling.



Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Mette Frederiksen og minkskandalen, Inger Støjberg og barnebrudene. Det er aktuelt gøgl i dansk politik. Begge sager vidner om politikere, der slår sig på juridiske skær. For Frederiksens vedkommende, om hun brød loven ved at forlange mink-udrensningen lade den stærke stats magtmidler sætte ind på det, den åbenbart selv opfattede som en “ordre”. At hun tilsyneladende ikke kendte loven, er ingen undskyldning, den skal jo alle kende og respektere, ikke mindst statsministeren og hendes departementschef, embedsværket mv.

For så vidt angår Inger Støjberg, må jeg tilstå utilstrækkelig indsigt i sagens juridiske detaljer. Men naturligvis skal (stats-)ministre som alle andre respektere lovgivningen og dermed Grundloven. Såfremt de ypperste repræsentanter for den stærke stat ikke kender reglerne, formår eller ønsker at følge dem, er det selvfølgelig helt uacceptabelt og aldeles pinligt. Støjberg er gået af som næstformand i et politisk parti. Frederiksen burde forlade sit embede, indtil Rigsretten måtte have frikendt hende.

Det hele rejser selvsagt et spørgsmål om forholdet mellem jura og politik. I virkeligheden er det dog ganske enkelt: For gældende jura besluttes i politik. Grundloven er vedtaget via dertil indrettede politiske forløb. Lovene herefter ved parlamentariske flertalsbeslutninger. Juraen er et politisk resultat. En stopklods for borgere og virksomheder, der måtte have alternative ideer. Men måske ikke for den “stærke stats” egne ypperste repræsentanter? Og dog er juraen tilsyneladende i andre sammenhænge en uflyttelig stopklods for en indsats, som ellers af disse og det parlamentariske flertal markedsføres som ønskelig.

I dansk politik er der således et klart parlamentarisk flertal bag den “stramme udlændingepolitik”. Der tages løbende afstand fra bandeuvæsen, hadtale, indvandreres og efterkommeres voldelige adfærd, manglende deltagelse på arbejdsmarkedet, kvindeundertrykkelse, social kontrol osv. Efterhånden er det vist også nogenlunde officielt erkendt, at det hele uvæsen i høj grad har rødder i migranter fra MENAP-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Afghanistan) samt fra Tyrkiet. Efter mange års tøven er statistik herom tilgængelig, selv om menigmand længe har været klar over miseren.

Men hvad har de stærke aktører i kampen mod dette – Frederiksen, Støjberg, Tesfaye, Pape og mange flere – fra især S, V og K gjort for at få standset den udvikling? Der er således gennemført mange symbolske indgreb, som generelt har strammet vilkårene for udlændinges adgang til Danmark. Derved er også samspillet mellem danske statsborgere og almindelige fredelige udlændinge i givne situationer blevet forstyrret. Ved vanskeligheder med at få f.eks. en brasiliansk eller koreansk ægtefælle til landet. Senest, helt ude i hampen, har det jo været foreslået, at tysk-, svensk-, færøsk- eller engelsktalende prædikanter i de respektive menigheder skulle have deres budskaber oversat til dansk. Det urimelige deri har dog nu udsat den bebudede lovgivning, medens der søges efter fiduser til løsning i forhold til gældende internationale aftaler, hvilket sikkert vil udløse nye uheldige bivirkninger.

Fordi politikere – og pressen – ikke ønsker at tale om, endsige gribe ind mod, hvad det reelt drejer sig om: Migrationen fra MENAP-landene og Tyrkiet. I stedet for de mange symbolske stramninger var det jo nærliggende, at Danmark udtrådte af en række af de konventioner, der tilsyneladende gør det umuligt at standse netop denne migration, herunder familiesammenføringer. I første række drejer det sig om FN’s flygtningekonvention fra 1951, skabt i efterbyrden fra verdenskrigen, men i vore dage anvendt på de helt anderledes, ofte disruptive migrantstrømme fra MENAP og Tyrkiet.

Denne og andre konventioner kan landet forlade ved politisk beslutning uden grundlovsbesvær. De repræsenterer en suverænitetsafgivelse, aldrig godkendt ved en folkeafstemning, som tilfældet ellers er ved suverænitetsafgivelse i forhold til EU. Inkorporeringsloven for den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), kan man jo selvfølgelig ophæve, så ikke den dertil knyttede domstol skal have reel dansk myndighed. Der er flere tilsvarende muligheder.

En modernisering med dette udgangspunkt ville kunne lukke for mere af netop den immigration, der skaber de egentlige problemer. Adgangen for tyrkisk statsfinansierede imamer m.fl. til at virke herhjemme burde også hurtigt bringes til ophør. Danmark som en “ledestjerne”.  Det skulle man tro, regeringen ønskede sig. Men det gør den helt åbenlyst ikke. I stedet for at gå til stålet, søger den – og det politiske flertal – af afparere ved symbolske indgreb, uden større betydning eller med direkte skadelige virkninger.

Støjberg forsøgte som bekendt med barnebrudene. Det var i sig selv fornuftigt, men netop derfor alt for vidtgående, og den underliggende jura blev måske ikke overholdt. Derfor bedst, hvis hun bare havde holdt sig til sin kagefejring af alle de symbolske “stramninger”. Frederiksen, der kom galt af sted på et helt andet felt, har alene haft “stramningerne” i munden, og Tesfaye har hidtil koncentreret sig om det symbolske og brugt juraen som undskyldning for ikke at komme videre.

Men juraen er til syvende og sidst et politisk projekt. Det er reelt ikke den, der er stopklodsen. Det er politikken og politikerne, der har svigtet.





Source link

0 Comments

Leave a reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

©2021 HAStoSEE.COM - Rigtige Nyheder

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

Create Account