Danmark: Monday, July 19, 2021
© 2021 HAStoSEE.COM
Gratis - Del Gerne
Gratis - Del Gerne
Online Læsere: 41
(2 kikker bare på de flotte billeder)
Danmark og hele den vestlige verden er ved at gå til grunde, godt hjulpet af den politisk korrekte venstreorienterede fakenews bølge der hersker i både politik og medier. Vi har samlet artikler fra Websites som kæmper mod denne udvikling.
Den Korte Avis | Kurt Westergaard er død: Han tegnede Muhammed og blev angrebet med en økse af en somalisk muslim – “Jeg fortryder intet”, sagde han i dette interview


Tegneren Kurt Westergaard er død, 86 år.

 

Kurt Westergaard tegnede en mand med en antændt bombe i turbanen. Det udløste optøjer i den muslimske verden. En somalisk muslim trængte ind i hans hjem med en økse. Mohammed Gelle fik en lang fængselsstraf, men er for længst på fri fod. Kurt Westergaard derimod måtte leve resten af sit liv i sit hjem, der var omdannet til et fængsel. Politiet oprettede deres egen døgnpolitistation ved siden af ​​hans celle, dvs. hans private hjem. Kurt Westergaard skulle beskyttes mod de “krænkede” tilhængere af Muhammed. Mød en mand, der har skrevet sig ind i verdenshistorien. Hege Storhauges fra den norske organisation Human Rights Service talte med Kurt Westergaard i 2018:

 

Vores bil ruller de sidste par meter mod en ejendom i Midtjylland, nærmere bestemt Århus. Fra parkeringspladsen observerer vi to mænd i civilt tøj, der står bredbenede med krydsede arme. Dette viser sig at være «velkomstkomiteen», PET, politiets efterretningstjeneste, dvs. danskernes svar på norske PST. Efter venlige håndtryk blev vi ført bag ejendommen imellem et par skillevægge til en lille baghave. Vi bemærker hurtigt alle overvågningskameraer, både foran og bag bygningen. Der er så mange som 80 af dem på og i nærheden af ​​ejendommen og i umiddelbar nærhed, får vi at vide. 80 kameraer.

 

En mand i politiuniform med en skudsikker vest og automatiske våben på hver hofte træder ud af en skudsikker dør. Han beder om identifikation. Da han forsvinder bag den tykke dør med vores pas, kontrollerer de to PET-medarbejdere håndtaskerne, hver lille lomme i de forskellige kameratasker er kæmmet, og det hele ender med en fysisk søgning af både fotografen og undertegnede. Hele tiden i en klassisk hyggelig og jovial dansk tone.

 

Alt dette sker uden for Westergaard politistation . Ja, du læste det rigtigt. Efter at Westergaard blev udsat for et terrorangreb i 2010, begået i sit hjem af en somalier udstyret med en økse og en lang kniv, byggede myndighederne en separat politistation i forlængelsen af ​​stuervæggen til Westergaard og hans kone Gitte. Stationen er bemandet døgnet rundt, denne tidlige eftermiddag med to politi på vagt.

 

Lidt rystet af oplevelsen af ​​det formodentlig åbne, frie danske demokrati fører den fra PET os tilbage foran huset. Ved hoveddøren til Westergaards hjem kommunikerer han trådløst med PET-kollegaen bag huset. “Er alt ryddet på bagsiden?” vi hører det spurgt. Med en hurtig håndbevægelse vinker vi til døren, der låses op af PET udefra. Beskeden er: – Gå ind døren så hurtigt som muligt.

 

Døren smækker bag os og låser hurtigt.

 

Vi er i fængsel, det er vi også, og der på stueetagen med næsen mod indgangen er fangen Kurt Westergaard. En tynd mand, der er nået en moden alder og går med en grøn stok i venstre hånd, og som altid er klædt i farverige bukser, denne gang rød, og som altid også med et silketørklæde om halsen. En hånd strækkes forsigtigt ud ledsaget af det varme smil, han er så berømt for.

 

Den venlige mand, der står foran os, bærer en uopnåelig drøm. Han vil så gerne have en normal tur med sin kone.

 

Tilbageblik – det skete i disse dage
Vi er nødt til at tage et tilbageblik. Det handler naturligvis om Muhammed-krisen, der rystede den frie verden for 13-14 år siden. Optakt var en harmløs dansk familiebog, Koranen og profeten Muhammeds liv, skrevet af den venstreorienterede Nørrebro-beboer Kåre Bluitgen.

 

Over tid havde Bluitgen forgæves forsøgt at få en tegneserie til at illustrere bogen. Flere tegnere havde fortalt ham lige ud, at de frygtede vold og gengældelse, hvis de gjorde det, typisk med henvisning til slagtningen af ​​Theo van Gogh året før i det tidligere fristed for religiøst forfulgte, Amsterdam. Van Gogh blev efter sigende henrettet af Muhammed Bouyeri, fordi han og den somaliskfødte Ayaan Hirsi Ali kritiserede islams undertrykkelse af kvinder i den poetiske kortfilm Submission(underkastelse, som islam bogstaveligt betyder). Frygten for de danske tegnere blev således ikke taget ud af luften. Det var blodig.

 

Nyheden om tegnere, der afviste Bluitgens opgave, lækkede til medierne i begyndelsen af ​​september 2005. I den (dengang) førende avis Jyllands-Posten førte dette til en debat på et morgenmøde, der kulminerede med, at en journalist foreslog, at avisen skulle test om selvcensur af islam havde spredt sig blandt kunstnere og kulturpersoner. Chefredaktør Carsten Juste blev tændt på ideen og gav opgaven til den daværende kulturredaktør Flemming Rose.

 

Rose videresendte ordren til Bladtegnernes forening. 12 af foreningens 42 underskrivere accepterede tilbuddet. Syv af tegningerne kunne fortolkes som en skildring af Muhammad (ja, vi siger, kunne , ikke mindst fordi ingen ved, om Muhammad har levet, og ingen ved, hvordan han kunne have set ud). En af de syv tegninger blev underskrevet af Kurt Westergaard, Jyllands-Postens egen illustrator: En skægget mand iført en turban indskrevet med den islamiske trosbekendelse og en bombe i turbanen med en antændt sikring.

 

Vi skal huske følgende: Det var relativt roligt i tiden efter offentliggørelsen den 30. september. Ja, protesterne var der fra forskellige kanter, men protesterne var ikke voldelige. Men så (angiveligt) krænkede imam-delegationer gik ved årsskiftet 2005-2006 fra både Norge og Danmark til Mellemøsten for at opildne masserne. De gjorde det med det samme. De 12 tegninger var i et møde med rektor ved det islamistiske universitet al-Azhar til 120 tegninger, inklusive et billede fra en svinefestival i Frankrig. Derudover formidlede de skandinaviske imamer, at Danmark skulle lave sin egen statscensurerede version af Koranen og en nedværdigende film om islam. Desuden sagde imamerne, at det ikke kun var en dansk avis, men den danske regering og hele det danske folk, der stod bag en hadefuld kampagne mod islam og muslimer.

 

Dette udløste demonstrationer af magt fra de islamiske rækker. Vi så forfærdelige optøjer over store dele af den islamisk dominerede verden, der ville underkaste kloden islamisk lov, det vil sige et forbud mod islamisk kritik og chikane med Muhammad og hans lære. Over 150 menneskeliv gik tabt. Skandinaverne måtte flygte fra Gazastriben efter trusler fra en islamistisk gruppe. De norske og danske ambassader i Damaskus blev angrebet og sat i brand. EU-kontoret i Gaza blev stormet, og i Pakistan oplevede Telenors kontor angreb i to runder. Også i Libanon fik Norge at smage hævnfulde, eller de (angiveligt) fornærmede: Både vores og den østrigske ambassade blev totalt smadret. Vi så demonstrationer i Thailand, Indien, Tyrkiet, Jordan, Iran, Nigeria og Egypten såvel som i Vesteuropa, inklusive Oslo,

 

Vi befinder os tvunget til at afrunde, hvad der let kunne være blevet en hel afhandling om Muhammad-krisen ved at minde om, at den grufulde terror mod Charlie Hebdos redaktion i januar 2015 også er knyttet til dette magasins støtte til Jyllands-Posten ved at offentliggøre Muhammeds karikaturer, og at terroren den følgende måned på Krudttønden i København var rettet mod Lars Vilks, der tegnede Muhammed som en såkaldt rundkørsel i 2007. Vilks er som bekendt blevet forsøgt at dræbe flere gange for den tegning.

 

En af de 12 karikaturer fra Jyllands-Posten faldt i verdenshistorien, kun en. Så ved du hvilken.

 

-Jeg vil tegne, indtil pennen falder ud af min hånd.

 

Og avisen, han arbejdede for, har været udsat for terrorforsøg fire gange siden offentliggørelsen. Den dag i dag lever medarbejderne med en betydelig sikkerhedsforsyning. Men Jyllands-Posten har ikke sin egen politistation ved siden af sine mure. Det er, hvad den pensionist, vi har haft et publikum med i dag, har. Mindst fire politibetjente er stationeret der på skift døgnet rundt. Plus PET, der konstant er på vagt, og som begiver sig ud på en forretningsrejse, når for eksempel fremmede som os er på besøg. Den uofficielle regning er på 26 millioner danske kroner om året for at sikre Westergaard en naturlig død, dvs. næsten 35 millioner norske kroner til nutidens kronekurs

 

– Du må ikke…

 

Vi gav knap hænder på den 83-årige kunstner og kunstner Westergaard, før instruktionerne fra PET-medarbejderen hyldede. Vi må ikke tage et billede, der fanger et vindue tage et billede foran stuen, ikke engang med gardinerne rullet ned, fordi gardinerne derefter kan genkendes udefra Tag fotos, der viser mere end en væg i stuen eller i andre rum beskrive rummets design, for hvis journalister gør det, kan den ene information tilføjes sammen med den anden, og udenforstående kan danne et omfattende billede af det korrekte design af hjemmet Vi skyder lige så godt med det samme: Mod slutningen af ​​mødet med Kurt, ja, vi bruger fornavnet fra nu af, fordi han er Kurt på de fleste menneskers læber, det er fotografens tur at få den fulde opmærksomhed fra Kurt . I løbet af vores møde har PETs mand været på vagt i et nærliggende rum. Han springer op, når han forstår, at fotograferingen forberedes, gentager alle de tidligere pålagte begrænsninger og følger det hele med venlige argumenterende øjne.

 

Kurt inviterer os til spisebordet i stuen, hvor kaffen venter, og Gittes krydderikage lokker gæsterne. Vi har det som i et vidunderland, for hele stuen og indgangen er fyldt med Kurts tegninger og farverige malerier. Han har tydeligvis forberedt sig på mødet med nordmændene, som han mener taler et sprog, der lyder lige så smukt som et vandfald. Han producerer et A4-tryk med det, der er blevet verdens Muhammad-tegning. “Appendiks 1” er titlen øverst på arket. Dette er det første bilag fra retssagen mod den såkaldte øksemand, der forsøgte at dræbe ham i sit eget hjem i 2010 (vi vender straks tilbage til den hændelse). Dette var mordforsøget, der førte til politistationen på den anden side af stuen.

 

Kurt underskriver bilaget til undertegnede.

 

Hans fingre flagrer kærligt og ærbødigt gennem en bunke karikaturer og illustrationer, når disse ord falder:

 

– Det er obligatorisk for enhver dansk avistegner at behandle HC Andersen. Du kender sandsynligvis denne. Den standhaftige tinsoldat, som jeg har blandet lidt Picasso med.

 

Han peger på teksten under illustrationen: ”Alle krige slutter ved et forhandlingsbord. Hvorfor ikke starte der? ” Den næste tegning viser en ulv, der sniger sig fremad: – Vi diskuterer i øjeblikket, om vi skal have ulve til Danmark. Jeg frygter mest ulvene, der går på to ben, også dem med skjorter og slips, siger han.

 

Kurt siger, at han har tegnet så længe han kan huske. – Det er ligesom med musikalske børn, der ikke kan stoppe med at lege. Hvis du har fået tegnet genet, kan du heller ikke stoppe med at tegne, og selvom jeg nu er gammel, vil jeg stadig tegne. Jeg vil trække, indtil pennen falder ud af min hånd.

 

Den tidligere lærer og skoleinspektør har 27 års erfaring (1983-2010) som ordfører for Jyllands-Posten. Kurt oplevede tiden i avisen som «spændende, fordi man bor tæt på dagens begivenheder og det sociale problem, der skal illustreres. Problem, der skal visualiseres. Og journalister er ikke fulde af løgne, som nogle tror. De er begavede mennesker, der tænker igennem ting, og som er gode at tale med ».

 

– Nu er jeg fri for presset til at overholde deadline, og det er på mange måder en befrielse. Jeg bor nu i det, jeg vil kalde en disciplineret tilstand. Så når du starter med nogle tegninger eller kunstværker, skal du afslutte det.

 

– I en avis skal du arbejde hurtigt. Danske avistegnere har et slogan, der lyder: “Når noget skal gøres hurtigt, er der ikke tid til at gøre det dårligt.” Det er et meget inspirerende slogan, synes jeg.

 

Fra tid til anden har danske avistegnere en kollektiv udstilling. Kurt er ofte en af ​​deltagerne. Han ved, hvor grænsen for ytringsfrihed nu er trukket.

 

– Kunstnerne føler sig meget beærede over, at et kunstmuseum udstiller deres værker. Men indtil videre undgår du de pinlige emner. Man vælger nogle neutrale emner, som alle kan være enige om, dvs. også mig, fattigdom og flygtninge. Forvalterens emner. Og man må ikke tegne for mange profeter, siger han med et varmt smil og fortsætter: – Det har kostet lidt at stå op for den gratis tegning, siger han og trækker en tegning ud, som han synes er et eksempel. På hvad aviserne udskrives ikke i dag. Her er det:

 

 Jeg tror ikke, han kunne lide Kurt

 

Og der gav han os nøgleordet. At tegne profeten. Hvad skete der nøjagtigt på nytårsdagen 2010, da den 27-årige Muhudiin Mohamed Geele, en somalisk statsborger, dukkede op med en økse i den ene hånd og en lang kniv i den anden for at hævne profeten?

 

– Det var et mærkeligt angreb på huset, begynder han forsigtigt. – Jeg babysatter for den fem år gamle lille Stephanie, en af ​​mine ti børnebørn. På et tidspunkt er jeg på toiletbesøg. Badeværelset er placeret lige ved siden af ​​stuen, dvs. i gangen. Og det er lige i gangen på vej tilbage til stuen, at den somaliske mand knuser stuerummet med øksen og trænger ind i huset. Stephanie sad i sofaen med sit brækkede ben efter en skiferie i Sverige. Jeg indså straks, at der kun var én ting, jeg skulle gøre. Jeg tog valget på et øjeblik. Havde jeg fortsat længere ind i stuen og gået i krig med manden, ville det bestemt have været et blodbad. Jeg ville ikke have haft mange chancer mod en ung mand med en økse og en stor kniv. Så jeg trak mig hurtigt ind på badeværelset, som myndighederne allerede havde sikret, det var en såkaldt “safe room”, den eneste i huset. Valget var ikke mindst baseret på en tidligere klar instruktion fra PET om, hvordan man skulle handle i en krisesituation. Fra dette sikrede rum blev jeg advaret af politiet telefonisk, mens manden råbte sine forbandelser og bankede på den vibrerende dør, som jeg frygtede ikke ville være i stand til at modstå angrebet.

 

Hvad Kurt faktisk siger her er, at et påtrængende toiletbesøg sandsynligvis reddede hans liv.

 

Politiet var på stedet et par minutter senere. Somalieren angreb derefter en af ​​politibetjente med øksen og blev derfor neutraliseret med skud i både et ben og en hånd. Men hvad med lille Stephanie?

 

– Den lille var meget modig. Hun råbte til ham: “Gå din vej, du er en tyv! Du skal gå din vej! ” Mens Geele svarede: “Jeg gør dig ikke noget dengang.” Det var sådan en hurtig dialog, kan man sige.

 

Da det hele var forbi, faldt denne sætning fra femåringen: “Jeg tror ikke, han kunne lide Kurt.”

 

– Så det var lidt af en lykkelig afslutning på noget, der kunne have været en frygtelig tragedie. Og jeg lærte også dette: Når PET siger noget, som om de lavede et sikkert rum i mit hjem, badeværelset, ja, det fungerer.

 

Geele havde tætte bånd til al-Shabaab og dele af Al Qaida, kunne PET hurtigt konstatere. Kurt og Gitte blev straks evakueret og flyttede rundt i forskellige “sikre huse” i Jylland i de følgende ni måneder.

 

– Og vi var nødt til at skifte bil hver 14. dag, fordi vi insisterede på at følge op på vores job, tilføjer Kurt.

 

Man skulle tro, at en sådan dramatisk begivenhed, et terrorangreb, fordi der var forsøg på terrordrab, som somalieren fik 10 års fængsel for, ville have udløst solidaritetshandlinger fra aviser på den anden side af Skagerrak. Så tænker vi selvfølgelig på Kurts Muhammad-tegning. Den norske presse havde – mener vi – en absolut glimrende mulighed for at offentliggøre den nu, helst over alle forsiderne. Men så nej. Ingen af ​​de gamle medier var på vagt.

 

Aftenpostens daværende chefredaktør, Hilde Haugsgjerd, sagde følgende i en NTB-besked: «Vores holdning er, at denne type tegning skal kunne udskrives i ytringsfrihedens navn, og vi kan trykke dem i en bestemt situation. Men så skal der være en konkret nyhedsberettigelse. ”

 

Gunnar Stavrum i Nettavisen leverede heller ikke i oplysningens ånd: «Norske medier lader sig ikke skræmme til tavshed, men det er heller ikke særlig modigt at træde på andres religiøse følelser. Derfor vil vi fortsætte med at være forsigtige i vores vurdering af Muhammeds tegnefilm. Vi vil gengive tegninger og billeder, når det er journalistisk nødvendigt, men vi vil ikke deltage i en samlet religiøs krig mod verdens næststørste religion. ”

 

Konkrete nyhedsberettigelser “bedre end dette” skal Aftenposten således vente til det næste årtusinde? Ikke særlig modig til at trampe andres religiøse følelser. Ja , det er det faktisk. Spørg Kurt, Stavrum. Hvad vi kan se er, at det er terroristerne, der sidder i redaktørstolen, når et skævt syn på islam er på dagsordenen.

 

Og selvfølgelig sendte undertegnede et indlæg til Aftenposten om redaktørens holdning til sagen. Stillingen blev afvist. Det var “stærke religiøse følelser”, at låne Hauggjerds ord, der styrede redaktionerne.

 

Hænderne, der tegnede ny verdenshistorie.

 

Eliten vendte ryggen
Men var det Muhammad, som Kurt tegnede i 2005? Nej, det var slet ikke, og Kurt har forsøgt at formidle det ved indånding og udånding i mange år. Dette som en ren faktuel information, dog af interessant art. Kurt tegnede en terrorist. Tegningen skal formidle, at der er terrorister, der bruger dele af islam som “deres åndelige ammunition”, som han udtrykker det. Men imamer og islamiske myndigheder i ind- og udland ville ikke lytte. Tværtimod brugte de tegningen til alt, hvad det var værd i deres kamp for at sprede had i håb om at styrke det islamiske samfund, et os mod dem, mener Kurt. Muhammad-tegneserien, som den hurtigt blev titlen, blev et simpelt symbol for “de fornærmede” at bruge som det optimale bevis for Vesten’s nedbrydning af islam. Islamisterne kaprede simpelthen hans illustrationer.

 

Kurt siger dog ikke dette for at undskylde.

 

– Jeg er ikke ked af tegningen. Men det lever et liv uden for min kontrol, og jeg kan ikke gøre noget ved det.

 

Det ironiske ved det hele er indlysende: Han trak en terrorist, der legitimerer sine handlinger baseret på islamiske tekster, og forsøger derefter at blive dræbt af skæggede mænd, der har underkastet sig den islamiske trosbekendelse, som også da en marokkaner og to tunesere i 2008 blev stoppet i sidste sekund i planen om at tage sit liv i sit eget hjem . Tegningen bekræfter således Kurts nuværende besked.

 

“Storebror”, eller slægtning, fra 1994.

 

Tegningen har endda en “storebror” fra 1994. Derefter ville Kurt lave en karikatur baseret på Oehlenschlägers romantiske stykke Aladdin , hvorfra udtrykket “at få en appelsin i turbanen” kommer. Og det modsatte af en appelsin i turbanen, tænkte Kurt, måtte være en bombe i turbanen. Ideen bag den var den samme som i 2005: terrorister havde på en måde kapret profeten.

 

Et naturligt spørgsmål opstår: Har Kurt modtaget støtte fra intellektuelle, kulturelle personligheder og kunstnere?

 

– Nej, det er sandsynligvis vanskeligt. Så hvis du tænker på en sådan kulturradikal type, for eksempel en lærer i gymnasiet, så skulle jeg ikke forvente støtte, så skulle jeg forvente stilhed og forsigtighed. Og personligheder som Suzanne Brøgger (en af ​​Danmarks førende forfattere i vores tid, vores kommentar), har taget en direkte afstand, siger han blidt.

 

Så griber Erik Guldager, Kurts gallerieejer, der er med os under besøget, ordet: – Men så har vi vores nationale folkehelt inden for musik, den nyligt afdøde Kim Larsen. Han lavede sit eget nummer til ære for Kurt, som han optrådte i Store Torv i Århus på befrielsesdagen den 5. maj 2006. Det siges, at had og briller . Teksten lyder som følger:

 

Og de tegnede en tegning af profeten,
men det passede ikke den asketiske.
Han kan ikke lide mennesker, der driller,
så det hele gik op i hat og briller

 

Men det vil sandsynligvis lykkes igen
Ved afslutningen af ​​en konditori
Længe leve den frie fantasi
og det udødelige demokrati

 

– Du kan næppe få en bedre blå stempling af Kurt og også de andre kunstnere. Og jeg spurgte Kim Larsen bevidst og meget direkte, da jeg mødte ham i 2011, om han støttede Kurt og de andre tegnere. Kim svarede med åbne arme følgende: – Jeg synes, det er for dårligt, at gode danske mænd som Muhammad-tegnerne skal gå under jorden, hvilket også skete i 1940.

 

– Kim Larsens uforbeholdne støtte skadede så meget for den kreative klasse, dvs. eliten, alle de uddannede mennesker med de rigtige meninger. For her kom hele Danmarks Kim og tog Kurts side, fortsætter Erik.

 

Og Kurt understreger selv, at han meget værdsætter det faktum, at udenrigsminister Inger Støjberg åbent annoncerer sin støtte til ham, selv ved offentligt at vise sin tablet, der har Muhammed-tegningen som baggrundsbillede. – Hun er vågen den dag i dag. Hun står op for ytringsfrihed.

 

Er Kurt skuffet over, at den kreative klasse (et nyt og veltalende udtryk for os) ikke støttede ham i højere grad?

 

– Ja, det må jeg sige. Men jeg forventede sandsynligvis ikke så meget. Jeg er glad for støtten fra det, jeg vil kalde folket, hvis jeg må sige det. Når du møder nogen på gaden, der genkender dig, siger de: ”Det var godt gået. Fortsæt det, du. ” Og det er tilfredsstillende.

 

Kurt har også fået døren smækket overfor denne kreative klasse i offentligheden. Det skete foran en åben scene samme år, hvor han undslap døden med et nødskrig i sit eget hjem. Haiti blev ramt af et voldsomt jordskælv 12 dage efter terrorangrebet på Kurt. Over 230.000 døde, yderligere 250.000 blev såret, og tusinder af børn blev efterladt uden mor eller far. Online-auktionshuset Lauritz.com lancerede en indsamling, og Kurt sendte en akvarel med et neutralt, abstrakt motiv som hans bidrag til Haitis børn. Lauritz.com svarede med en returnering af to sendere . Det var terrormændene, der uden et bip kontrollerede beslutningen. Derefter gik Pia Kjærsgaard (Dansk Folkeparti) op ​​i det røde felt, som de siger i Danmark, og havde følgende besked i medierne: – Jeg støtter Kurt i denne sag. Villy Søvndal i Socialist Folkepartiet gjorde det samme, så var Lars Løkke Rasmussen fra Venstre, premierministeren, ude med den samme besked.

 

– Inden for 24 timer kom alle partiledere frem med støtte. Hele Folketinget understøttede Kurt uden undtagelse. Han er den eneste mand, der i flere år har været i stand til at forene hele Folketinget. Og han fik støtte fra journalisterne og fra folket. Men de intellektuelle, de skal helst have det så rart. Og de ved, at det ikke er rart. Trusler og drab på grund af ytringsfrihed er ikke rart. Men det er vanskeligt for dem at erkende det, fastslår Erik.

 

Sagen fik også stor opmærksomhed i norsk presse, som med NRK:

 

Westergaard selv synes, at auktionshusets beslutning er trist.

 

– Undskyld, men jeg har stor respekt for, at folk kan være bange. Hvis du er bange for at skulle gøre med mine ting, skal du selvfølgelig ikke, siger Westergaard til Danmarks Radio.

 

Ikke desto mindre mener han, at situationen er beklagelig i forhold til ytringsfriheden.

Bagværk og undskyldningen
Kurt og Erik tog dog en knusende indvendig drejning på “de smukke”. Gennem Eriks galleri, Draupner, solgte de akvarellen for 100.000 danske kroner plus 250 udskrifter af den samme akvarel forsvandt som varmt hvedebrød. 250.000 danske kroner endte i SOS-børnebyer i Haiti.

 

Vi vender tilbage til konditoriet, som Kim Larsen sang om, og kravet om undskyldning for, hvad der blev verdenshistoriens Muhammad-karikatur. For der er en forbindelse her: At få succes i slutningen af ​​wienerbrødstangen.

 

For at få det bedst mulige punkt spoler vi lidt tilbage. Kurt har turneret med foredrag i mange lande efter karikaturkrisen, f.eks. Ved universiteter i USA, for at forklare værdien af ​​ytringsfrihed, at ytringsfrihed er en uadskillelig del af Danmarks DNA. Det gik ikke så godt i USA for at sige det på en dansk-norsk måde.

 

– Jeg må sige, det var lidt af en fiasko, men som en oplevelse også meget interessant. Der var to grupper i auditoriet. På den ene side de unge anglikanske protestantiske studerende. På den anden side sad muslimerne. Og det gik ikke så godt, fordi muslimerne ønskede en undskyldning, og det ville jeg ikke give dem, siger Kurt.

 

– Mundtligt, det var en truende og aggressiv tone, vil jeg sandsynligvis sige. Det betød meget for dem at få en undskyldning for tegningen. Du kunne sidde roligt og høfligt og tale med dem, og som lyn fra klar himmel kunne de ændre retning og sige: “Vi skulle have en undskyldning!”

 

Disse studerende i USA er kun et lille eksempel i den uendeligt lange række af påståede lovovertrædere, der krævede en undskyldning for tegningerne. Her er det kun en påmindelse om, at da Danmarks tidligere premierminister Anders Fogh Rasmussen blev udnævnt til NATO-chef i 2009, ventede “en hel verden” på ham i tiltrædelsestalen for at undskylde Muhammeds tegnefilm, ikke mindst for at behage NATO’s allierede Tyrkiet. Dette var ikke tilfældet (naturligvis), fordi censur er “dialogens fjende”, som Fogh Rasmussen udtrykte det. Fogh Rasmussen opfyldte heller ikke den skriftlige anmodning i 2005 fra 11 ambassadører til Danmark, ledet af egypteren, om at retsforfølge tegnerne og redaktionerne, og han nægtede at møde de samme ambassadører. Toppen af ​​kagen tog også den saudiske advokat, der i 2008 i form af et brev præsenterede sig som en direkte efterkommer af Muhammad og en repræsentant for alle “Muhammads efterkommere”, angiveligt omkring 100.000 mennesker. Ahmed Zaki Yamani ønskede at retsforfølge alle danske medierder i solidaritet med Kurt efter mordplanerne mod ham blev afsløret i 2008, genudgav tegninger fra 2005. Og selvfølgelig ønskede advokaten en undskyldning på bordet, og at alle aviser fjernede enhver tegning fra nettet.

 

Men det hele vendte på hovedet i sidste ende, kan Kurt fortælle os. Han, der var den førende imam i den første delegation til Mellemøsten i 2005, Ahmed Akkari, i dag kendt som defector imam , tog sig af det i 2013. Akkari var derefter hoppet ud af det islamistiske tog, og året efter lavede han en varig afvikling med sine egne værdier og holdninger i bogen Min farvel til islamismen. Muhammad-krisen, dobbeltkampen og kampen mod Danmark. I bedste sendetid på dansk tv sagde Akkari, at han havde læst den danske filosof Søren Kirkegaard. Kirkegaards tekster havde fået ham til at se det demokratiske lys.

 

– Han var på tv og undskyldte for det, han havde opnået ved at rejse til Mellemøsten. Jeg troede, det måtte være en løgn. Jeg ringede til redaktionen og bad dem om at give mit telefonnummer til Akkari. For hvis der var nogen, der skulle få en undskyldning, var det Kurt, siger Erik, der sagde dette i samme tur til sin kæreste: “Han kalder ikke, han lille islamistiske lort og giftig.”

 

Men Akkari gjorde det lige efter udsendelsen. På dette tidspunkt havde Erik og Kurt turneret i den vestlige verden og peget på Akkari som en af ​​de største syndebukker bag Muhammed-krisen. Så han var i telefonen og bekræftede, at han gerne ville møde Kurt og undskylde.

 

Et møde blev hurtigt arrangeret mellem Kurt og Akkari i Eriks hjem – med kaffe og wienerbrød. Akkari kom til forhandlingsbordet og gav Kurt en uforbeholden undskyldning for det, han havde påført Kurt og hans familie i løbet af de otte år.

 

– Pludselig vendte undskyldningen, som den islamiske verden havde bedt om i årevis, på hovedet: det var Kurt, der fik undskyldningen, Erik smiler glad, mens Kurt humrer endnu gladere, hvis det er muligt.

 

Her kommer Kurt med følgende indlæg:

Hvis du kender din historie, ved du, at Hitler kom til magten i 1933, og at dette udløste Danmarks første karikaturkrise to år senere, i 1935. Maleren og avistegner Hans Bendix grundlagde brochuren Aandehullet samme år, som Hitler kom til magten. Pjecen skulle udgives for tidligt, som han selv sagde i forordet i den første udgave. Bendix arbejdede også for avisen The Social Democrat, og i 1935 blev den anden udgave af brochuren udgivet. Bendix afklædte Hitler og nazismen fuldstændigt – til tyske nazisters hårde protester. Blandt andet blev Hitler portrætteret med blod på hænderne, efter at nazisterne dræbte kansler for Østrig, Dolfuss. Bendix satte dansk eksport i fare, sagde socialdemokratenes premierminister Thorvald Stauvning, en stor mand med stort skæg. Stewing befalede Bendix på tæppet. Beskeden var: – Vi ønsker ikke, at en tegner tegner en udenrigspolitik. Det virker ikke. Hvis du fortsætter med det, bliver du fyret. Så du skal lægge denne pjece ned, Aandehullet, som også er forbudt at sælge i kiosker. Hvis du gør det, kan du beholde din position i socialdemokratisk avis. Men hvis du fortsætter, bliver du fyret.

 

– Det var virkelig et hårdt slag for Bendix. Statsministeren tvang ham til tavshed. Men han skulle overleve, så han valgte at afvikle pjecen, og i 1941 blev Bendix tvunget i eksil i USA på grund af hans kamp mod nazismen.

 

– Hele Folketinget fordømte Bendix og hans pjece. Der var andre tidspunkter. I dag er alle politikere enige med os. Du behøver bare ikke tegne profeten, smiler Kurt.

 

Muhammad bag sløret
Pludselig hikke Kurt af latter og vender sig til Erik: – Jeg håber Erik har fortalt dig, hvordan vi behandlede profeten på en udstilling? Har han det ikke?

 

Nej, den historie får vi først nu, og den går tilbage til 2009. Kurt havde da besøgt alle gallerierne i Århus i håb om at kunne udstille sine tegninger. Alle sagde nej, indtil Kurt bankede på døren til Eriks galleri Draupner. Og de løste “Muhammad-problemet” på en “genial måde”, mener de begge.

 

– Dette skulle være den første udstilling med Kurts tegninger og også hans kunst. Det store spørgsmål var, om udstillingen skulle være med eller uden den berømte Muhammad-tegning. Vi valgte at tage det med os, og det gjorde vi på denne måde: Vi spikrede et træbræt foran et vindue i galleriet og hængte Muhammed-tegningen på tavlen. Så dækkede vi det hele med en rullegardin, købt til 20 kroner på IKEA. Vi placerede således Muhammad bag sløret, og det enkelte publikumsmedlem kunne derefter vælge, om han eller hun ville se Muhammad. Hvis de løftede sløret, kunne de også læse denne lille tekst:

 

“I nogle lande er visse ting bag sløret.”

 

– Dette var vores lille, fine pind til islam. Og vi fik meget ros fra journalister for at løse Muhammad-tegneserien på denne måde, for på denne måde fik vi også først og fremmest at vise, hvad vi ønskede: kunstneren Westergaard, ikke Muhammad-tegneserien.

 

Men islamisterne syntes langt fra dette var strålende. Igen følte de sig udsat for latterliggørelse, og Erik fik en “storm” mod ham og galleriet. – Og det er fortsat i et par år, siger Erik med lattermild latter.

 

Kurt tager ordet: – Men det var godt klaret. Jeg havde gået rundt til alle gallerierne i Århus på det tidspunkt, og ingen turde. Men det gjorde han. Jeg syntes, det var meget rart.

 

Kurt rejser sig langsomt op fra stolen ved hjælp af pinden og den ene hånd på bordet og går mod indgangen: – Hvis jeg ikke er tilbage om 10 minutter, så er jeg faldet om.

 

Erik. – Vi kommer og henter dig!

 

Kurt: – Det er godt.

 

Og det er denne gode og hårde humor imellem dem, der også udfoldede sig samme dag som terrorangrebet fandt sted i Kurts hjem i 2010. Erik banker på døren, og på stuegulvet står Kurt i et hav af skår. af glas:

 

– Det var et meget intenst øjeblik, før Kurt åbnede munden: – Jeg vil selv bestemme, hvornår jeg skal rejse herfra.

 

– Det vil også være bedst for min virksomhed, svarer Erik.

 

De to har turneret i den vestlige verden med foredrag og for at modtage priser, såsom den prestigefyldte tyske frihedsudøvelsespris M100 i 2010, uddelt til ham af kansler Angela Merkel. Oplevelserne har været mange og med indtryk, der har taget fat i livet. Som da Kurt modtog M100-prisen på det historiske tyske slot Celienhof, hvor Stalin fra Sovjetunionen, Truman fra De Forenede Stater og Churchill i Storbritannien forhandlede efter Anden Verdenskrig. Et antal biler og motorcykler, der hører til sikkerhedstjenesten, blev opstillet på slottspladsen såvel som de sædvanlige mænd i sorte dragter med ørepropper. Lige før Kurt, Gitte og Erik skulle forlade slottet, tændte alle køretøjer lysene. Dette sker parallelt med ankomsten af ​​to turistbusser med kinesere. – Jeg havde også en sort dragt, hvor jeg stod på pladsen, før Kurt kom ud, og en kineser kommer hen og spørger, hvem berømtheden er, siger Erik. “Det er Mister Kurt Westergaard,” svarer jeg. Kineserne forstår ikke, hvem jeg taler om. “Muhammed-tegneserien, Mister Kurt Westergaard,” prøver jeg igen. Han forstår heller ikke dette. “Det er præsident Truman,” siger jeg dengang.

 

Og der kommer Kurt ud af slottets dør i sit sædvanlige farverige tøj, løfter hatten og går ind i pansret bil i et regnvejr fra Kinsers, der var åndenød med deres autografbøger.

 

–  Livet med PET er perfekt
Livet til Kurt og Gitte, der under vores besøg var i en østeuropæisk by, hvor parret har en lejlighed, er dateret før og efter 1. januar 2010. Friheden forsvandt med øksemanden. Den frygt, Kurt havde følt, gled gradvist i vrede, vrede over vanvid på grund af “en ret almindelig hverdagshandling.” Skulle Kurt gå ud af døren for et ærinde, placeres han altid bag på en pansret bil af PET. PET (og politiet) blev hans nærmeste. Men tro ikke, at Kurt klager, tværtimod.

 

– Vi har et fremragende samliv med PET. Perfekt. Det går så godt, fortsætter han, tydelig rørt og taknemmelig. – PET’s folk er meget talentfulde. De er meget professionelle, og de har også det, jeg vil kalde sociale kvaliteter. De passer ind i ethvert miljø, og jeg har aldrig hørt nogen sige noget negativt om dem. Jeg ved ikke nøjagtigt, hvad PET synes om vores samliv, men jeg tror, ​​at Gitte og jeg har det godt. Og de er overalt. Og derfor er vittigheden mellem Gitte og mig, at PET skal være meget tilfreds med, at vi ikke er nudister eller isbadere, humrer Kurt.

 

Hvis nogen havde fortalt ham et par år før Muhammad-krisen, at en tegning – en tegning – fra hans hånd ville blive verdenshistorie, ville han da have troet på en sådan forudsigelse? undrer vi os.

 

Kurt ryster på hovedet spontant og legende. – Nej, nej, det ville jeg bestemt have afvist som usandsynligt. Men det gik så anderledes. Muhammad-krisen, må jeg sige, var lidt uventet. Men så er jeg så glad for, at min familie har støttet mig, og glad for Erik, der har gjort en stor indsats, synes jeg.

 

Vi må stille det uundgåelige spørgsmål: Hvad er Kurts forhold til islam?

 

– Jeg ser islam som en religion som andre religioner, der indeholder noget positivt, men også noget negativt. Dens aggressive form. Hver religion har sit bureaukrati, præsterne, og det er de, der skal ændre ting eller genfortolke dele af den hellige tekst. Kristendommen har fået et mildt og venligt syn på liv og mennesker. Jeg kan huske den indre mission i min barndom. Jeg var barn under krigen, og jeg måtte gå på søndagsskole, fordi min far var købmand i en lille landsby, og så var det en pligt at gå i søndagsskole. Og det gjorde jeg. Og det var hårdt for en lille dreng på seks år, tror jeg. Der var tre mennesker, jeg var meget bange for: Gud, Satan og Hitler, som jeg også forstod ikke var meget venlige. Jeg var mest bange for Gud. Satan han kunne komme op gennem kloakken, forestilte jeg mig. Så var der Hitler, og Hitler kunne jeg høre i radioen. Den forfærdelige stemme.

 

– Vi havde en hund, en tysk bokser, som min far købte i 1937. Det var en dejlig hund. Det blev kaldt Hitler, fordi min far troede, at når det gøede, lød det som når Hitler talte i radioen.

 

– Den 9. april 1940 gik min bedstemor en tur med hunden nede ved havnen. En massesøjle af tyske soldater kom gående. Hunden rev sig selv fri, og hun råbte: “Hitler, Hitler!” Bedstemor blev bedt om at mødes samme aften i kasernen med hunden levende eller død. Hun og tyskerne dræbte hunden. Det er den første og eneste hund, jeg kender til, der døde for fædrelandet.

 

Og han var selv en lille modstander under krigen. På den anden side af gaden i hjemmet i lille Døstrup var rådhuset, hvor russiske krigsfanger ventede på deres yderligere skæbne.

 

– Jeg fik bedstemor til at lave en masse skiver af leverpostejer, der blev placeret på en tallerken. Jeg holdt øje med vagtpost, der marcherede rundt i huset. Da han forsvandt rundt om hjørnet, havde jeg to til tre minutter til at løbe over vejen og nå tønderen gennem pigtråd hegnet. Fangerne tømte tønden på få sekunder, mens de sagde: Hitler kaputt, Stalin-dreng. Så ja, jeg var en modstander i en tidlig alder.

 

Planlagt terror i Oslo
Den oplyste læser vil muligvis huske en meget speciel begivenhed i Oslo i september 2011. Kurt og Erik var i Oslo i forbindelse med en boglancering på House of Literature. Anledningen var, at Kurt havde illustreret Geirr Lystrups bog, Tell from Spain, Tobben!

 

Læs Geirr Lystrups hymne til Kurt Westergaard.

Åh gud, der bor i himlen.
Kan du fortælle mig, hvorfor han
er sådan en farlig mand?

 

Lanceringen af ​​bogen om myter og kulturelle modsætninger fra det tidspunkt, hvor den sidste mauriske konge undslap fra Alhambra i 1492 til det nuværende Norge, blev brat annulleret. Den officielle årsag var, at Kurt havde hjerteflimmer. I medierne var der hårde spekulationer om, hvorvidt annulleringen handlede om terrorplaner.

 

Og sandheden, vi kan afsløre i dag: Spekulationerne var helt korrekte. Erik og hans kæreste var sammen med Kurt og Gitte i Vigelandsparken, da pludselig et antal sikkerhedsfolk i civilt tøj dukkede op omkring dem. Beskeden var krystalklar: – Du skal væk. NU!

 

Kurt og Gitte blev eskorteret i et rasende tempo direkte til Gardermoen. Sikkerhedsmyndighederne “kaprede” et fly, der var klar til at tage afsted, og fjernede hurtigt en håndfuld passagerer, der var om bord. Kurt og hans kone fløj over Skagerrak i sikkerhed.

 

En bil skulle have været fundet ved Vigelandsparken med en mængde våben rettet mod “terroristtegneren”.

 

Kurt og Erik fik instrueret af PET om at lyve for pressen. Begge fortæller os tydeligt, at situationen blev opfattet som meget ubehagelig. Erik, som talsmand for Kurt, har særlig dårlig samvittighed over for en navngivet NRK-journalist, der også dukkede op for Eriks dør i Danmark efter hændelsen.

 

– Jeg løj for ham to gange. Først i telefonen i Norge, så da han bankede på min dør i Danmark. Peter Svaar får en undskyldning i bogen om Kurts liv efter Muhammad-krisen. Det vil blive offentliggjort efter Kurts død.

 

Hverken Kurt eller Erik ved, hvem der stod bag mordet i Oslo. Det specielle er også, at der ikke officielt blev arresteret. Måske lyser PST og PET sløret den dag, Kurt har gået?

 

Så gjorde han det igen
Vi skal selvfølgelig også stille det åbenlyse spørgsmål:

 

Har du nogensinde fortrudt at have afleveret tegningen af ​​manden med bomben i sin turban?

 

– Nej, det er det, de siger på dansk: Det er et godt spørgsmål, og jeg har givet det op, for det nytter ikke. Jeg fortryder ikke. Det er sket. Det kan ikke slettes. Jeg lavede bare mit job. Det var bare et stykke arbejde, som så meget andet jeg har tegnet. Så jeg tænkte ikke over det, at det var noget specielt.

 

– Jeg betragtede tegningen som rimelig vellykket, et godt stykke arbejde. Det var hvad chefredaktøren også sagde, da jeg leverede værket, at det var fremragende: “Tak for det!”

 

Kurt troede, at det ville blive roligt efter volden og optøjerne i 2006. At det hele mere eller mindre ville gå i glemmebogen.

 

– Men det gjorde det naturligvis ikke. Så nu er karikaturerne blevet en del af Danmarks historie. Det har været overraskende for mig. Og så har tegningerne i det mindste for mig bekræftet, at en tegning er et stærkt udtryk, der virkelig kan formidle noget, som 1.000 skrivelinjer muligvis ikke kan udtrykke på samme direkte og kontante måde.

 

Kurts tegninger sælges over hele verden. De findes i alt 58 lande, inklusive i den islamisk-dominerede verden. Den, der blev verdens Muhammad-karikatur, ligger sikkert i et pengeskab. En kunstekspert i London har vurderet prisen på den som følger: Det er ikke muligt at sætte en pris på den. Der er næppe en grænse for, hvor meget det kan koste på en auktion. Og i årene efter Muhammad-krisen har folk sendt hilsener fra hele verden til kunstneren i Århus gennem Draupner-galleriet. Kurt er en mand, som mange ser op til, en rollemodel, for han fortryder ikke at have gjort sit job den dag i september 2005, han stod op for det, der virkelig er “helligt” for ham; den frie udtalelse på et stykke papir.

 

Kurt har tillid til fremtiden, fortalte han en hollandsk journalist for et par år siden, der var meget glad for svaret. Hun havde forventet, at svaret ville være det modsatte, og når Kurt har tillid til fremtiden, så er der virkelig håb, tænkte hun. – Min familie tæller mange forskellige nationaliteter, men der er ikke noget problem. Vi kommunikerer godt. Danmark er blevet et multikulturelt land, og det giver nogle problemer, såsom kommunikation og alle, der er så tilbøjelige til krænkelse, det er sådan, jeg opfatter det. På den anden side synes jeg, at de værdier, vi står for, er meget stærke og forhåbentlig overbevisende.

 

Selv lever han af dette ordsprog: festina lente . – Det betyder “skynd dig langsomt”, og jeg kan godt lide det ordsprog. For min partner PET tror jeg, at dette ordsprog passer perfekt: “Mistanke er sikkerhedens moder.”

 

Efter næsten to timers besøg i Norge kæmper Kurt med koncentration. Vi forstår, at vores tid i hans hjem hurtigt slutter. På dette tidspunkt producerer Erik tre skitser, der er samlet i samme ramme. Kunden, der købte dem, ønsker Kurts underskrift på bagsiden. – Kurt, kan du skrive “De tre originale skitser” og underskrive her? Spørger Erik. Ved flere lejligheder svarer Kurt på spørgsmålet: «De tre, hvad sagde du? Original? » Han er nødt til at gentage underskrivelsen, der gik galt i første runde. Men endelig er “De 3 originale skitser” på plads fra Kurts hånd.

 

Vi står omkring ham næsten i en form for hengivenhed, når vi ser følgende ske: Kurt er intenst i færd med at underskrive sit navn under de tre originale skitser. Det første brev i Westergaard omdannes fra et til et hoved med en turbanbombe med en antændt sikring. Under brevet dannes et lig. Kroppens højre arm får en maskingevær i hånden, og et bombælte vises omkring taljen. Men Kurt er ikke færdig med den sorte markør. Han vil også have den røde. Til sikringen og bæltet.

 

Kurt gjorde det igen. Han tegnede terroristen.

 

Vi fangede hele den hurtige tegningsproces på video, som vi ønskede at vise i dette interview. Men PET satte foden ned. Af sikkerhedsmæssige årsager.

 

En tegning udført på få sekunder. I Danmark i 2018. Præcis 14. december – på Muhammeds hellige fredag. Det var, da tankerne gik til, hvad forfatteren Ole Asbjørn Ness for nylig sagde i et portræt med HRS : “Islam er kun et problem, fordi vi er svage.”

 

Men Kurt, han er den stærkeste blandt os.

Men det vil sandsynligvis lykkes igen
Ved afslutningen af ​​en konditori
Længe leve den frie fantasi
og det udødelige demokrati

 



Source link

Du kan herunder "Like" og/eller dele denne artikel på:
Facebook - Twitter - Pinterest eller Email

Hvad er din mening?
Du kan kommenterer på denne artikel, nederst på denne side...
0 Comments

Leave a reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

©2021 HAStoSEE.COM - Rigtige Nyheder

Log in with your credentials

or    

Forgot your details?

Create Account